Bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge § 47

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om udbetaling af dagpenge er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1261 af 30. oktober 2023

Forlængelse af perioden med ret til supplerende dagpenge
§ 47

Et medlem, hvis ret til supplerende dagpenge er udløbet, jf. § 41, og som ikke har genoptjent retten til supplerende dagpenge, jf. § 49, har ret til at forlænge den periode, hvor medlemmet arbejder på nedsat tid og samtidig får udbetalt supplerende dagpenge, med op til 12 uger. Forlængelsen af perioden med supplerende dagpenge sker uden en referenceperiode.

Stk. 2 Ved opgørelsen efter stk. 1 medregnes følgende forhold, der er indberettet mv. i de seneste 12 måneder forud for tidspunktet for udløb af perioden med ret til supplerende dagpenge:

  • 1) Løntimer og A-indkomst indberettet til indkomstregisteret efter § 3 i lov om et indkomstregister. Afholdt ferie med feriegodtgørelse og A-indkomst, udbetalt til ejeren af et selskab, hvor ejeren har afgørende indflydelse, kan dog ikke medregnes ved opgørelsen. Ukontrollabelt arbejde omregnes til timer med omregningssatsen, jf. § 53, stk. 12, i loven.

  • 2) B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke indgår i en virksomheds overskud eller underskud. B-indkomsten omregnes til timer med omregningssatsen, jf. § 53, stk. 12, i loven.

  • 3) Måneder, hvor et medlem har drevet selvstændig virksomhed og ikke har modtaget dagpenge. Det er en betingelse, at virksomheden har været registret i offentlige registre i 6 måneder på tidspunktet for udløb af perioden med ret til supplerende dagpenge.

Stk. 3 Opgørelsen af beskæftigelse, der kan medregnes til forlængelsen af retten til supplerende dagpenge i stk. 2, nr. 1 og 2, sker efter reglerne om opfyldelse af beskæftigelseskravet i bekendtgørelse om indkomst- og beskæftigelseskravet for ret til dagpenge.

Stk. 4 Ved opgørelsen af den forlængede ret til supplerende dagpenge for fuldtidsforsikrede på baggrund af løntimer, A- og B-indkomst i stk. 2, nr. 1 og 2, giver én månedsindberetning med mere end 146 løntimer, fire uge-indberetninger med mere end 34 løntimer eller to 14-dages-indberetninger med mere end 68 løntimer ret til yderligere 4 uger, hvor medlemmet kan arbejde på nedsat tid og samtidig får udbetalt supplerende dagpenge.

Stk. 5 Ved opgørelsen af den forlængede ret til supplerende dagpenge for deltidsforsikrede på baggrund af løntimer, A- og B-indkomst i stk. 2, nr. 1 og 2, giver én månedsindberetning med mere end 118 løntimer, fire uge-indberetninger med mere end 27 løntimer eller to 14-dages-indberetninger med mere end 54 løntimer ret til yderligere 4 uger, hvor medlemmet kan arbejde på nedsat tid og samtidig får udbetalt supplerende dagpenge.

Stk. 6 Ved opgørelsen efter stk. 3 og 4 kan to uge-indberetninger, som isoleret set opfylder løntimekravet, medregnes til opgørelsen af én 14-dagesindberetning.

Stk. 7 Ved opgørelsen af den forlængede ret til supplerende dagpenge på baggrund af selvstændig virksomhed, giver hver kalendermåned ret til forlængelse af perioden med supplerende dagpenge med 4 uger.

Stk. 8 Løntimer, A- og B-indkomst, der er indberettet i en kalendermåned, hvor medlemmet har drevet selvstændig virksomhed, som medregnes til opgørelsen af den forlængede ret til supplerende dagpenge efter stk. 2, nr. 3, kan ikke medregnes til opgørelsen efter stk. 2, nr. 1 og 2.