Bekendtgørelse om udbetaling af forskud og refusion til de anerkendte a-kasser Kapitel 7

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1054 af 12. juli 2023

Kapitel 7 Udbetalinger via NKS/SKB
§ 16

Ved udbetalinger af beløb efter § 2 skal a-kassen overholde Moderniseringsstyrelsens gældende bestemmelser og forretningsgange om anvendelsen af henholdsvis NKS og SKB for udbetaling og refusion af dagpenge, efterløn m.v. A-kassens Udbetalingskonto i SKB må ikke anvendes til andre formål.

Stk. 2 Udbetaling af efterløn til en modtagers konto i et pengeinstitut i et andet EØS-land, på Færøerne, i Schweiz eller i Storbritannien skal overføres direkte til modtageren fra Udbetalingskontoen.

§ 17

Hvis et uanbringeligt beløb har været overført til et pengeinstitut, indsættes det på a-kassens KUB-konto, når det kommer retur fra pengeinstituttet.

Stk. 2 Hvis a-kassen eller Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering skulle modtage uanbringelige beløb retur fra pengeinstitutterne, skal de indsættes på a-kassens KUB-konto i SKB.

Stk. 3 Genfremsendelse af uanbringelige beløb sker fra KUB-kontoen. A-kassen kan ikke rekvirere nye beløb fra KUB-kontoen.

Stk. 4 Beløb, der ikke genfremsendes, skal overføres fra KUB-kontoen til styrelsens konto i SKB med angivelse af a-kassens navn, og hvilken ydelsesart eller posteringstype, beløbet vedrører og senest en måned efter indsættelsen på KUB kontoen.

Stk. 5 Kontoudtog m.v. over de pågældende konti rekvireres i officebank-systemet. For KUB-kontoen vil de indeholde oplysninger om betaleridentifikation, fejlens karakter m.v.

§ 18

Beløb, som a-kassen tilbageholder med henblik på viderebetaling til en anden a-kasse, skal overføres direkte til denne a-kasse ved udbetalingskørslen.

Stk. 2 Reguleringsbeløb overføres direkte til a-kassens INDkonto.

§ 19

Beløb, som a-kassen tilbageholder til dækning af medlemskontingent, jf. bekendtgørelse om betaling af medlems- og efterlønsbidrag til en a-kasse eller til dækning af tidligere uberettiget modtagne dagpenge m.v., jf. lovens § 86, overføres direkte til a-kassens konto ved udbetalingskørslen.