Bekendtgørelse om udbud af digital public service-radiokanal med fokus på kultur Kapitel 4

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 719 af 09. juli 2019

Kapitel 4 Distribution af indhold
Lineær tilrådighedsstillelse
§ 8

Public service-programindholdet skal stilles til rådighed lineært via én radiokanal.

Stk. 2 Radiokanalen skal distribueres via DAB. I en periode på op til to måneder efter programvirksomhedens start kan distribution dog finde sted alene i form af en internetbaseret tjeneste.

Stk. 3 Radiokanalen skal være landsdækkende, hvorfor det ikke er tilladt at opdele sendefladen geografisk. Et givent program skal derfor udsendes samtidig i hele tilladelseshaverens sendeområde via DAB. Dette gælder tillige for eventuel distribution via internettet og eventuelle øvrige benyttede platforme med lineær distribution.

Øvrig tilrådighedsstillelse
§ 9

Public service-programindhold, der stilles til rådighed via radiokanalen, kan i tilladelsesperioden også stilles til rådighed via en internetbaseret tjeneste i form af

  • 1) tilrådighedsstillelse som paralleludsendelse i streaming-format,

  • 2) tilrådighedsstillelse on demand i streaming-format (catch up radio), og

  • 3) tilrådighedsstillelse som podcast (on demand download af hele programmer).

Stk. 2 Tilladelseshaver kan producere programmer, der alene stilles til rådighed som podcast efter stk. 1, nr. 3, så længe tilladelsens øvrige krav til programvirksomheden er overholdt.

Stk. 3 Public service-programindhold kan stilles til rådighed via øvrige relevante platforme og internetbaserede tjenester, så længe tilladelsens øvrige krav til programvirksomheden er overholdt.

Stk. 4 Tilrådighedsstillelse efter stk. 1-3 kan ske efter bortredigering af musik, såfremt tilladelseshaver ikke har rettigheder til denne tilrådighedsstillelse.

Stk. 5 Produktion og tilrådighedsstillelse af programindhold efter stk. 1-3 betragtes som en del af den samlede public service-virksomhed.

Adgang til brugerbetaling for public service-programindhold
§ 10

Tilrådighedsstillelse af public service-programindhold efter § 9, stk. 1-3, skal ske gratis i en periode af mindst 14 dages varighed regnet fra førstegangsudsendelse. Herefter kan tilladelseshaver opkræve brugerbetaling for adgang til indholdet.

Stk. 2 Ved førstegangsudsendelse, jf. stk. 1, forstås første gang programindhold gøres tilgængeligt.

Stk. 3 Eventuelle indtægter, der hidrører fra tilrådighedsstillelse af programindholdet, herunder fra brugerbetaling, jf. stk. 1, samt eventuel betaling for retransmission pr. kabel mv., betragtes som indtægter, der er knyttet til public service-programvirksomheden og skal medgå til finansieringen af public service-virksomheden.