Bekendtgørelse om udbud af digital public service-radiokanal med fokus på kultur Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 719 af 09. juli 2019

Kapitel 5 Øvrige tilladelsesvilkår
Salg af sendetid
§ 11

Tilladelseshaveren må ikke sælge sendetiden.

Anden virksomhed
§ 12

Tilladelseshaver kan uanset § 4 drive anden virksomhed i tilknytning til public service-programvirksomheden med henblik på udnyttelse af tilladelseshaverens tekniske udstyr, særlige sagkundskab m.v.

Reklamer og sponsorerede programmer
§ 13

Sponsorerede programmer m.v. kan indgå i programvirksomheden efter de til enhver tid gældende regler i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed herom. Reklamer kan ikke indgå i programvirksomheden.

Stk. 2 Tilladelseshavers hjemmeside kan indeholde reklamer.

Stk. 3 Eventuelle indtægter, der hidrører fra reklamer og sponsorerede programmer, jf. stk. 1 og 2, betragtes som indtægter, der er knyttet til public service-programvirksomheden og skal medgå til finansieringen af public service-virksomheden.

Udlægning af programmer
§ 14

Tilladelseshaver skal som minimum afsætte 10 pct. af programbudgettet for de programmer, der ikke er nyhedsprogrammer, til indkøb fra eksterne producenter og tilvejebringelse ved entreprise.

Stk. 2 Til opfyldelse af kravet kan programmer produceres som co-produktioner mellem tilladelseshaver og de eksterne producenter. Co-produktioner medregnes ved opgørelsen af opfyldelse af kravet proportionalt med tilladelseshavers finansieringsandel.

Beredskabsmeddelelser
§ 15

Tilladelseshaver skal sende beredskabsmeddelelser i henhold til bestemmelser i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed eller bestemmelser fastsat i medfør af loven herom.

Forhold vedrørende eventuel lukning eller ændring af DAB-sendenettet
§ 16

Ved en eventuel lukning af DAB-sendenettet i tilladelsesperioden, skal tilladelseshaveren uden kompensation acceptere, at DAB-sendemulighederne bortfalder fra det givne tidspunkt.

Stk. 2 Tilladelseshaveren må uden kompensation acceptere eventuelle andre ændringer end de i stk. 1, nævnte i relation til sendemuligheder og signaler m.v., herunder overgang til anden standard for digital radio.