Bekendtgørelse om udbud af digital public service-radiokanal med fokus på kultur Kapitel 9

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 719 af 09. juli 2019

Kapitel 9 Radio- og tv-nævnets vurdering af ansøgninger
Tildelingskriterier
§ 29

Radio- og tv-nævnet udsteder programtilladelsen til den ansøger, som af nævnet vurderes at være bedst egnet til at udøve public service-programvirksomhed i form af en radiokanal med tilskud ud fra en samlet bedømmelse af ansøgningerne.

Stk. 2 I vurderingen anvender Radio- og tv-nævnet følgende kriterier:

  • 1) Kvaliteten og realismen i ansøgers plan for driften, jf. § 24. Dette delkriterium vægter 35 procent.

  • 2) Størrelsen af det samlede tilskud for hele tilladelsesperioden, som ansøger tilbyder at kunne drive radiokanalen for, maksimalt 280 mio. kr., jf. § 27. Dette delkriterium vægter 25 procent.

  • 3) Indholdet af de i ansøgningen beskrevne programplaner, jf. § 22. Dette delkriterium vægter 40 procent.

Vurdering af ansøgninger ud fra pointskala
§ 30

Radio- og tv-nævnet opstiller for hvert af de i § 29, stk. 2, nævnte kriterier en pointskala, der anvendes ved bedømmelsen af ansøgningerne. Ved vurderingen beregnes hver ansøgers samlede antal point med anvendelse af de i § 29, stk. 2, nævnte procentvægte.

Stk. 2 Såfremt to eller flere ansøgere opnår samme højeste pointantal, foretages udvælgelsen af vinderen ved lodtrækning af Radio- og tv-nævnet.

Stk. 3 Nævnet kan indhente sagkyndig bistand fra revisorer, konsulentfirmaer eller lignende i forbindelse med sin vurdering af delkriterierne i § 29, stk. 2.

Stk. 4 Radio- og tv-nævnet lægger i vurderingen vægt på følgende:

  • 1) Kvaliteten og realismen i ansøgers plan for driften, herunder dokumentationen for, at ansøger besidder tilstrækkelige ressourcer og kompetencer – såvel ledelsesmæssige, medarbejdermæssige som økonomiske – til gennemførelse af planen, herunder opfyldelse af minimumskravene, jf. §§ 2-7, distribution af indhold, jf. §§ 8-10 og programplanerne, jf. § 22, gennem hele tilladelsesperioden.

  • 2) Størrelsen af det samlede tilskud for hele tilladelsesperioden, idet et lavere bud tildeles flere point end et højere bud. Radio- og tv-nævnet vil opstille en pointskala, hvor det laveste, ikke unormalt lave bud opnår maksimumpoint, og de øvrige bud opnår point gradueret efter en fastsat økonomisk ramme.

  • 3) Ansøgers bindende tilsagn om programplaner. Der gives point for programvirksomhedens indhold m.v. i henhold til de i ansøgningen beskrevne programplaner, jf. § 22, idet ansøgers planer for kulturnyheder og kulturprogrammer tillægges særlig vægt.

Stk. 5 Radio- og tv-nævnet vil ved vurderingen af størrelsen af det samlede tilskud for hele tilladelsesperioden, jf. stk. 4, nr. 2, efter forudgående partshøring afvise ansøgere, der har afgivet unormalt lave bud, som vurderes at være under et realistisk minimum til opfyldelse af de forpligtelser, der følger af tilladelsen.