Bekendtgørelse om udbud af public service-radiokanal med tilhørende sendemuligheder (den fjerde FM-kanal og DAB) Kapitel 11

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 267 af 25. marts 2019

Kapitel 11 Ændringer af tilladelsen
Ansøgning om ændring
§ 34

Tilladelseshaver kan ansøge om Radio- og tv-nævnets forudgående godkendelse af ændringer af den konkrete opfyldelsesmåde af de elementer, som fremgår af ansøgningen, jf. § 23. Tilsvarende gælder for opfyldelsesmåden af minimumskrav til public service-programindholdet, jf. §§ 6-8.

Stk. 2 Ved vurderingen af, om en ansøgning efter stk. 1 kan imødekommes, lægger Radio- og tv-nævnet vægt på:

  • 1) om danskernes brug af den i ansøgningen beskrevne opfyldelsesmåde efterfølgende er aftaget væsentligt,

  • 2) om den påtænkte nye opfyldelsesmåde på anmodningstidspunktet er så udbredt blandt danske medievirksomheder, at den må anses som tidssvarende,

  • 3) om den påtænkte nye opfyldelsesmåde på anmodningstidspunktet er så almindeligt tilgængelig for befolkningen, at den må anses som tidssvarende, og

  • 4) om formålet med den ønskede deltjeneste på anmodningstidspunktet kan anses som opfyldt mindst lige så godt ved den ændrede opfyldelsesmåde som ved den i ansøgningen beskrevne.

Stk. 3 Tilladelseshaver skal redegøre for de økonomiske konsekvenser for tilladelseshaver og for konsekvenserne for lytterne/brugerne af den påtænkte ændring, idet en eventuel besparelse for tilladelseshaver vil skulle bedømmes i henhold til § 29, stk. 2, og § 48.

Stk. 4 Radio- og tv-nævnet kan ud fra de i stk. 2 anførte kriterier pålægge tilladelseshaver at ændre en konkret opfyldelsesmåde i forhold til det i ansøgningen beskrevne. Nævnet kan anmode tilladelseshaver om at bidrage til oplysning af, hvorvidt kriterierne er opfyldt og til oplysning af de økonomiske konsekvenser for tilladelseshaver og konsekvenserne for lytterne/brugerne, idet en eventuel besparelse vil skulle bedømmes i henhold til § 29, stk. 2, og § 48. Nævnet kan ikke pålægge tilladelseshaver en ændring i opfyldelsesmåde, der samlet set over den resterende tilladelsesperiode vil medføre en væsentlig fordyrelse for tilladelseshaver.

§ 35

Radio- og tv-nævnet kan efter forudgående ansøgning godkende ændringer, der ikke er omfattet af § 34, herunder ændringer af programindholdet.

Stk. 2 Ændringer af minimumskrav til public service-programindholdet, jf. § 6, kan samlet ikke udgøre mere end tidsmæssigt 25 procent af hvert enkelt krav.

Stk. 3 Nævnet kan ved vurderingen af, om en ansøgning om ændring, jf. stk. 1, kan imødekommes, lægge vægt på de i § 34, stk. 2, anførte elementer.

Stk. 4 Tilladelseshaver skal redegøre for de økonomiske konsekvenser for tilladelseshaver og for konsekvenserne for lytterne/brugerne af den påtænkte ændring, idet en evt. besparelse for tilladelseshaver vil skulle bedømmes i henhold til § 29, stk. 2, og § 48.