Bekendtgørelse om udelukkelse fra fællesskab § 11

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om udelukkelse af indsatte fra fællesskab, herunder anbringelse i observationscelle m.v., i fængsler og arresthuse (bekendtgørelse om udelukkelse fra fællesskab)

Bekendtgørelse nr. 429 af 09. april 2015

§ 11

Såfremt kriminalforsorgsområdet finder, at det helt undtagelsesvis er nødvendigt at udelukke den indsatte fra fællesskab for en periode, der overstiger 3 måneder, skal kriminalforsorgsområdet sende en indstilling herom til Direktoratet for Kriminalforsorgen. Det påhviler kriminalforsorgsområdet at indsende indstillingen til direktoratet, så den modtages 2 uger inden udelukkelsen har varet 3 måneder, med henblik på at direktoratet kan træffe afgørelse, inden udelukkelsens varighed overstiger 3 måneder.

Stk. 2 Forinden Direktoratet for Kriminalforsorgen træffer afgørelse, har den indsatte ret til en samtale med en repræsentant for direktoratet. Kriminalforsorgsområdet skal i indstillingen anføre, at den indsatte er gjort bekendt med denne ret, og om den indsatte ønsker at benytte sig heraf.

Stk. 3 Hvis Direktoratet for Kriminalforsorgen har truffet afgørelse om udelukkelse fra fællesskab i mere end 3 måneder, skal kriminalforsorgsområdet til brug for direktoratets overvejelser om helt eller delvist at bringe udelukkelsen fra fællesskab til ophør mindst én gang om ugen indsende de i medfør af § 9, stk. 2, udarbejdede notater til direktoratet.