Bekendtgørelse om udmøntning af kompensationsordning for tabt deltagerbetaling til folkehøjskoler som følge af Covid-19 Kapitel 1

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 216 af 12. februar 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 551 af 29. marts 2021, bekendtgørelse nr. 1222 af 08. juni 2021 og bekendtgørelse nr. 19 af 07. januar 2023

Kapitel 1 Formål og anvendelsesområde
§ 1

Efter denne bekendtgørelse kan der ydes kompensation for tabt deltagerbetaling til berørte folkehøjskoler, som følge af foranstaltninger til forhindring af smitte af COVID-19.

§ 2

Kompensationsordningen, efter stk. 1, gælder for alle kurser under lov om folkehøjskoler.

Stk. 2 For tabt deltagerbetaling på korte kurser, kan der søges kompensation for perioden 9. december 2020 til 21. maj 2021.

Stk. 3 For tabt deltagerbetaling på lange kurser, kan der søges kompensation for perioden 21. december 2020 til 21. maj 2021.

§ 3

Kompensationsordningen administreres af Slots- og Kulturstyrelsen.

Stk. 2 Ansøgning om kompensation efter puljen skal rettes til Slots- og Kulturstyrelsen.

Stk. 3 Slots- og Kulturstyrelsen fastlægger de nærmere retningslinjer for krav til ansøgningens indhold, behandling af ansøgninger, kriterier for udbetaling af kompensation mv.

§ 4

Kompensationsordningen for tabt deltagerbetaling kan søges af alle godkendte danske folkehøjskoler under lov om folkehøjskoler.

§ 5

Der kan ydes kompensation for indtil 90 pct. af den tabte deltagerbetaling tilknyttet kurser i kompensationsperioden, jf. § 2, som følge af foranstaltninger til forhindring af smitte af Covid-19.

Stk. 2 Kompensation kan uanset stk. 1, kun dække udgifter, der ikke er dækket af andre indtægter i kompensationsperioden.

Stk. 3 Kompensationsmodtageren skal have søgt om kompensation fra de generelle kompensationsordninger om faste omkostninger og lønkompensation på hhv. Erhvervsministeriets og Kulturministeriets område, inden der kan søges fra ordningen for tabt deltagerbetaling. Dette gælder ikke, hvis kompensationsmodtageren åbenlyst ikke er berettiget til at modtage kompensation fra de generelle ordninger.