Bekendtgørelse om værgemål Kapitel 4

Denne konsoliderede version af bekendtgørelse om værgemål er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1444 af 13. december 2013,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 246 af 12. marts 2019

Kapitel 4 Forvaltning
Almindelige bestemmelser
§ 33

Midler på 75.000 kr. eller derover skal bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling, jf. værgemålslovens § 35, stk. 1.

Stk. 2 Midler under 75.000 kr. skal bestyres i en forvaltningsafdeling, hvis der i forvejen bestyres midler der, eller midlerne må antages senere at blive bragt op på 75.000 kr. eller derover.

Stk. 3 Hvis midlerne senere bringes under 75.000 kr. og ikke kan antages igen at blive bragt op på 75.000 kr. eller derover, udleverer forvaltningsafdelingen på begæring midlerne til værgen.

Stk. 4 Består midlerne helt eller delvist i en fordring mod værgen, skal midlerne altid bestyres i en forvaltningsafdeling.

Stk. 5 Godtgørelse for tort tilkendt en person under værgemål, skal uanset beløbets størrelse bestyres i en godkendt forvaltningsafdeling, jf. værgemålslovens § 35, stk. 4.

§ 34

Værgen forvalter midler, der ikke efter § 33, skal bestyres i en forvaltningsafdeling. Familieretshuset kan dog, hvis særlige omstændigheder taler herfor, bestemme, at sådanne midler, der forvaltes af værgen, skal bestyres i en forvaltningsafdeling.

§ 35

Midler, der skal bestyres i en forvaltningsafdeling, kan ikke bestyres i flere forvaltningsafdelinger.

Stk. 2 Værgen bestemmer, i hvilken forvaltningsafdeling midlerne skal bestyres. Forvaltningsafdelingen skal med 3 måneders varsel overføre midlerne til bestyrelse i en anden forvaltningsafdeling, hvis værgen anmoder herom.

Stk. 3 Bestemmelsen i stk. 2 gælder ikke, hvis der i testamente eller gavebrev er truffet bestemmelse om bestyrelse i en bestemt forvaltningsafdeling. Har en arvelader eller en gavegiver truffet sådan bestemmelse, kan værgen kun kræve midlerne overført til en anden forvaltningsafdeling, hvis Civilstyrelsen samtykker.

Stk. 4 En forvaltningsafdeling, der har modtaget midler til bestyrelse, kan kun med Civilstyrelsens samtykke opsige bestyrelsesforholdet.

§ 36

Værgen kan af indtægterne, uanset om en eventuel formue forvaltes af værgen eller bestyres i en forvaltningsafdeling, lade et beløb på op til 20.000 kr., eller hvad der derudover må anses for nødvendigt til løbende udgifter, stå på en særskilt konto i et pengeinstitut tilhørende den, der er under værgemål. Værgen skal lade kontoen påtegne om, at den er inddraget under værgens forvaltning.

Stk. 2 Værgen kan endvidere, uanset bestemmelserne i kapitel 3, have en kontantbeholdning på op til 1.500 kr. hos sig, hvis dette må anses for nødvendigt.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på godtgørelse for tort tilkendt en person under værgemål.

Midlernes indlevering til en forvaltningsafdeling
§ 37

Offentlige myndigheder, forsikringsselskaber, pensionskasser og pengeinstitutter, der udbetaler løbende ydelser til værgen, skal give meddelelse herom. Meddelelsen skal gives til forvaltningsafdelingen, såfremt der bestyres midler for den, der er under værgemål, der. Såfremt dette ikke er tilfældet, gives meddelelsen til Familieretshuset. Meddelelsen skal indeholde oplysninger om værgens navn og adresse, navn, adresse og personnummer på den, der er under værgemål, samt størrelsen af den månedlige bruttoydelse på det tidspunkt, hvor meddelelsen gives.

Stk. 2 Der skal ikke gives meddelelse om pensionsydelser, der udbetales i henhold til lov om social pension.

§ 38

Forinden eller samtidig med, at midlerne indleveres til bestyrelse i en godkendt forvaltningsafdeling, skal den, der indbetaler midlerne, indlevere en forvaltningsmeddelelse til forvaltningsafdelingen. Kopi af eventuelt testamente, boopgørelse, gavebrev eller anden dokumentation vedlægges. Endvidere vedlægges dåbs- eller fødselsattest og dokumentation for personnummer for den, der er under værgemål. Er værgen beskikket, vedlægges værgebeskikkelsen.

§ 39

Forvaltningsmeddelelsen skal indeholde oplysning om

  • 1) navn, adresse og personnummer på den, der er under værgemål,

  • 2) navn, adresse og personnummer på værgen,

  • 3) hvorfra midlerne stammer,

  • 4) eventuelle særlige bestemmelser i bestyrelsesgrundlaget om udbetaling af renter og udbytte og om udbetaling af midlerne,

  • 5) midlernes størrelse og sammensætning, og

  • 6) om kontohaver modtager pension.

Stk. 2 Hvis midler, der er omfattet af værgemålet, er båndlagt, skal forvaltningsmeddelelsen indeholde de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, og oplysning om

  • 1) arveladers navn og adresse ved dødsfaldet samt dødsdatoen,

  • 2) boets behandlingsmåde,

  • 3) båndlæggelsens varighed, og

  • 4) i hvilket omfang kapitalen er tvangsarv, dog kun hvis de almindelige regler om bestyrelse af båndlagt arv er fraveget ved testamente.

§ 40

Forvaltningsafdelingen skal stille datamateriale vedrørende de konti, der er oprettet, til rådighed for Civilstyrelsen på forlangende. Materialet skal for hver enkelt konto indeholde oplysninger om

  • 1) personnummer for den, der er under værgemål,

  • 2) kontonummer i forvaltningsafdelingen,

  • 3) tidspunkt for kontoens oprettelse,

  • 4) midlernes størrelse og sammensætning opgjort på obligationer, aktier, kontantbeløb og andet,

  • 5) om midlerne er båndlagte, for rentenydelseskapitaler tillige oplysning om, hvorvidt den, der er under værgemål, er kapitalejer eller rentenyder, og

  • 6) om værgen er regnskabspligtig.

Stk. 2 Datamaterialet skal afleveres i en excel-fil og sendes til Civilstyrelsen på cd-rom eller elektronisk.

§ 41

Forvaltningsafdelingen skal påse, at de midler, der ifølge forvaltningsmeddelelsen skal indleveres til forvaltningsafdelingen, bliver indleveret.

Stk. 2 Tvangsinddrivelse af midler kan normalt kun ske med værgens samtykke.

§ 42

Bestyrer forvaltningsafdelingen midler, skal den foretage den registrering, notering og tinglysning, der er nævnt i § 4, for midler, der bestyres i forvaltningsafdelingen med angivelse af, at midlerne er inddraget under forvaltningsafdelingens bestyrelse mv.

Forvaltningsafdelingens administration
§ 43

Forvaltningsafdelingen skal indsætte kontante midler på opsigelse til højeste almindelige indlånsrente eller på værgens begæring på anfordring. Når der fremkommer beløb ved udtrækning, indfrielse eller på anden måde, skal forvaltningsafdelingen underrette værgen herom med anmodning om at oplyse, hvorledes genanbringelsen skal ske, medmindre der er truffet særlig aftale herom.

Stk. 2 Overstiger det beløb, der står på anfordring 75.000 kr., skal forvaltningsafdelingen skriftligt orientere værgen herom og opfordre værgen til at træffe beslutning om beløbets anbringelse. Værgen skal samtidig underrettes om, at hvis forvaltningsafdelingen ikke inden 2 måneder har modtaget en begæring om en bestemt anbringelse, anbringes det kontante indestående til opsigelse på højeste almindelige indlånsrente.

Stk. 3 Bestemmelserne i stk. 2 finder dog ikke anvendelse, såfremt forvaltningsafdelingen er bekendt med, at beløbet vil blive bragt ned på eller under 75.000 kr. i løbet af kort tid.

§ 44

Forvaltningsafdelingen skal påse, at genanbringelse sker i overensstemmelse med værgemålslovens § 36 og denne bekendtgørelses kapitel 3.

§ 45

Forvaltningsafdelingen kan normalt kun med værgens samtykke sælge aktiver, opsige pantebreve og gældsbreve, udnytte eller bortsælge tegningsrettigheder eller aktieretter og anbringe kontante midler. Dispositionen kan foretages uden værgens samtykke, hvis værgens erklæring ikke kan indhentes, eller dispositionen er nødvendig for at bevare kapitalen.

Stk. 2 Begæring om retslige skridt på grundlag af bestyrede værdipapirer kan normalt kun indgives med værgens samtykke. Er værgen debitor ifølge værdipapiret, kan en sådan begæring kun indgives med Familieretshusets godkendelse.

§ 46

Forvaltningsafdelingen skal godkende forandring af sikkerheden for eller forpligtelsen ifølge værdipapirer, herunder gældsovertagelse. Afgørelsen kræver normalt værgens samtykke.

Stk. 2 Er værgen debitor ifølge værdipapiret, kræver forandringer efter stk. 1 statsforvaltningens godkendelse.

Stk. 3 Forvaltningsafdelingens underskrift træder i stedet for værgens ved bestyrede midler.

§ 47

Meddeler værgen ikke samtykke efter bestemmelserne i § 41, stk. 2, § 45, stk. 1 og 2, og § 46, stk. 1, og finder forvaltningsafdelingen, at dette må anses for stridende mod interesserne for den, der er under værgemål, forelægges spørgsmålet for Civilstyrelsen. Det samme gælder, hvis forvaltningsafdelingen i øvrigt anser værgens dispositioner for stridende mod interesserne for den, der er under værgemål.

§ 48

Forvaltningsafdelingen skal ved bestyrelse af pantebreve og andre værdipapirer, der er udstedt i henhold til bekendtgørelsen om ydelse af henstand med udbetaling af umyndige livsarvingers arv påse, at værdipapirets vilkår om betaling af rente og andre særlige vilkår opfyldes.

§ 49

Stemmeretten i henhold til bestyrede midler tilkommer værgen, medmindre andet er bestemt. Forvaltningsafdelingen skal tiltage sig stemmeretten, hvis forvaltningsafdelingen bliver opmærksom på, at det må anses for nødvendigt af hensyn til formuens bevarelse eller sikring af dens fremtidige afkast.

Stk. 2 Tilkommer udbyttet en anden end kapitalejeren, tilkommer stemmeretten altid forvaltningsafdelingen, medmindre andet er bestemt.

§ 50

Forvaltningsafdelingen skal i øvrigt påse, at midlerne bestyres betryggende, herunder at værdipapirer ikke forældes.

§ 51

Forvaltningsafdelingen skal påse, at udbetaling af formuen eller dele deraf kun sker efter godkendelse fra Familieretshuset, jf. værgemålslovens § 39.

Stk. 2 Indgiver værgen ansøgning om frigivelse af formue til forvaltningsafdelingen, videresender forvaltningsafdelingen ansøgningen til Familieretshuset med oplysning om formuens størrelse og sammensætning og eventuelle supplerende oplysninger.

§ 52

Forfaldne renter udbetales til værgen på begæring indtil 12 måneder efter forfaldstid, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Forvaltningsafdelingen kan bestemme, at renter kun delvis kan udbetales, hvis den samlede indtægt må antages åbenbart at overstige, hvad der er nødvendigt til dækning af behovene hos den, der er under værgemål. Forvaltningsafdelingen kan bestemme, at værgen skal fremlægge budget over forbrug af indtægter.

Stk. 3 Stk. 1 og 2 finder ikke anvendelse på godtgørelse for tort tilkendt en person under værgemål.

§ 53

Såfremt forvaltningsafdelingen udleverer midler til værgen i medfør af § 33, stk. 3, skal den underrette Familieretshuset herom.

§ 54

Ved værgemålets ophør skal midlerne uden opsigelse stilles til rådighed for den, der var under værgemål, eller den pågældendes dødsbo. Båndlagte midler bestyres fortsat i overensstemmelse med bestemmelser i testamente, gavebrev mv.