Bekendtgørelse om vandindvinding og vandforsyning Kapitel 5

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 470 af 26. april 2019

Kapitel 5 Sager om inddragelse af ejendomme under almene vandforsyninger efter vandforsyningslovens § 29
§ 26

Sager om tilslutning af et område bestående af en eller flere ejendomme under en almen vandforsyning i medfør af lovens § 29, stk. 3, afgøres af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor området ligger.

Stk. 2 Vil en sag, jf. stk. 1, nødvendiggøre en forhøjelse af den almene vandforsynings indvindingstilladelse eller en udbygning af et vandforsyningsanlæg, heri ikke medregnet det fornødne nye ledningsanlæg, afgøres dette af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor anlægget ligger.

§ 27

Til brug for behandlingen af sagen, herunder også en sag efter lovens § 29, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen i almindelighed sikre, at der foreligger en beskrivelse af de hidtidige vandforsyningsanlæg i området, herunder anlæggenes nærmere karakter og tekniske tilstand, indvindingsanlæggenes beliggenhed i forhold til forureningsmuligheder og i fornødent omfang undersøgelser af kvaliteten af anlæggenes vand.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen skal endvidere sikre, at der foreligger planer for områdets forsyning fra den påtænkte almene vandforsyning, herunder ledningsføring og ledningsdimensioner, og overslag over udgifterne ved at forsyne området fra den almene vandforsyning.

Stk. 3 Der skal endelig foreligge forslag til den betaling, som områdets grundejere, bortset fra eventuel erstatning efter lovens §§ 30 eller 31, skal yde for at blive sluttet til og få vand fra den almene vandforsyning.

§ 28

Med hensyn til sagens behandling finder §§ 8-9, 11-12 og § 15, stk. 2 og 3, tilsvarende anvendelse. Med hensyn til offentlig annoncering finder § 10, stk. 1-3, tilsvarende anvendelse. Annonceringen skal indeholde en fuldstændig angivelse af de ejendomme, som ønskes inddraget under en almen vandforsyning, og oplysning om den almene vandforsyning, som området tænkes inddraget under.

§ 29

En afgørelse om inddragelse af et område under almen vandforsyning efter lovens § 29 skal indeholde bestemmelser om følgende:

  • 1) Hvilke ejendomme, der skal inddrages under den almene vandforsyning, og hvilken del af ejendommenes vandforbrug den almene vandforsyning skal overtage.

  • 2) Fra hvilken almen vandforsyning området skal forsynes, og om der bliver tale om udvidelse af den almene vandforsynings indvindingsanlæg m.v., hvilke nye forsyningsledninger der skal anlægges, den nærmere ledningsføring og dimensionering af ledningerne, og om nogen del af ledningerne senere må ventes benyttet også til forsyning af andre ejendomme.

  • 3) Oplysning om den anslåede udgift ved de nye anlæg.

  • 4) Hvilke bidrag til den almene vandforsynings hovedanlæg der skal betales af ejerne af de ejendomme, som inddrages under den almene vandforsyning.

  • 5) Hvilke forsyningsledningsbidrag, der skal betales af ejerne af de ejendomme, som inddrages under den almene vandforsyning. Endvidere oplysning om, efter hvilke regler der eventuelt senere skal ske omberegning af forsyningsledningsbidragene, hvis yderligere ejendomme får vand gennem ledningerne.

  • 6) Efter hvilke regler ejerne af de inddragne ejendomme skal betale for stikledninger.

  • 7) Hvornår der skal være skabt mulighed for tilslutning til den almene vandforsyning, og hvornår bidrag efter nr. 4 og 5 skal være betalt.

  • 8) Om ejendommenes hidtidige vandforsyningsanlæg skal sløjfes i forbindelse med nyordningen, jf. lovens § 36.