Bekendtgørelse om vandindvinding og vandforsyning Kapitel 7

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 470 af 26. april 2019

Kapitel 7 Almindelige regler om afgørelser i sager efter bekendtgørelsen
§ 33

Afgørelse efter denne bekendtgørelse skal meddeles skriftligt til den, der har ansøgt om tilladelse.

Stk. 2 Når der gives påbud eller forbud efter lovens § 36 eller i øvrigt, skal der fastsættes en frist for efterkommelse af påbuddet eller forbuddet.

Stk. 3 Afgørelse om ændring af vandforsyningsstrukturen i medfør af lovens § 29 og § 45, stk. 1-3, meddeles skriftligt til de grundejere og almene vandforsyninger, der berøres af afgørelsen. Afgørelse om ændring af vandforsyningsstrukturen i medfør af lovens § 32, § 45, stk. 4, og §§ 46-48 meddeles skriftligt til de almene vandforsyninger, der berøres af afgørelsen.

Stk. 4 Samtidig med underretning efter stk. 1-3, jf. dog stk. 5, sendes skriftlig underretning om afgørelsen til vedkommende kommunalbestyrelse henholdsvis Miljøstyrelsen, andre interesserede myndigheder samt privatpersoner, som må antages at have en individuel, væsentlig interesse i afgørelsen. Underretning til disse personer kan finde sted ved offentlig annoncering. Sundhedsstyrelsen skal underrettes om afgørelser efter loven og denne bekendtgørelse, hvis Sundhedsstyrelsen har udtalt sig i sagen.

Stk. 5 Miljøstyrelsen skal ikke underrettes om afgørelser efter lovens § 20 og denne bekendtgørelse om tilladelser til indvinding af grundvand.

§ 34

Afgørelsen skal indeholde oplysninger om, hvornår bygge- og anlægsarbejder, som er afhængige af afgørelsen, må udføres.

Stk. 2 Hvis et tilladt anlæg kun kan gennemføres ved ekspropriation af et areal eller en rådighedsindskrænkning, gives tilladelse under forudsætning af, at en sådan ekspropriation gennemføres. Tilladelsen skal i så fald indeholde anvisning på, hvorledes ekspropriationen kan gennemføres.

Stk. 3 Afgørelsen skal indeholde oplysning om mulighederne for ved indbringelse af en sag for taksationsmyndigheden at få erstatning for følgerne af en vandindvinding eller en bortledning m.v., jf. lovens §§ 23 og 28, eller for indgreb i en indvindingsret, jf. lovens §§ 30-32.

§ 35

Underretninger om afgørelser efter § 33, stk. 1, skal, når underretningen ikke sker ved offentlig annoncering, være ledsagetaf det fornødne kortmateriale. Endelige tilladelser til vandindvinding og vandindvindingsanlæg skal være ledsaget af et kort fra Geodatastyrelsen i måleforholdet 1:25.000 med angivelse af beliggenheden af indvindingssteder og behandlingsanlæg og grænserne for anlæggets eventuelle forsyningsområde og beskyttelsesområde og, for indvinding af overfladevand, afstrømningsområde.

§ 36

Annoncering i henhold til § 10, stk. 1, § 28 eller § 33, stk. 4, kan ske udelukkende på kommunens hjemmeside.

§ 37

Tilladelser i medfør af denne bekendtgørelse fritager ikke for at søge om tilladelser, der er nødvendige efter anden lovgivning.

§ 38

Kommunalbestyrelsen fører register over de afgørelser, som er truffet efter denne bekendtgørelse af kommunalbestyrelsen, Miljøstyrelsen eller Miljø- og Fødevareklagenævnet angående forhold i kommunen.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen overtager endvidere amtsrådets register over tilsvarende afgørelser, som er truffet angående forhold i kommunen i medfør af:

  • 1) lov nr. 54 af 31. marts 1926 om vandforsyningsanlæg,

  • 2) lov nr. 169 af 18. april 1969 om vandforsyning,

  • 3) bekendtgørelse nr. 524 af 26. september 1973 af lov om vandforsyning og

  • 4) bekendtgørelse nr. 3 af 4. januar 1980 om vandindvinding og vandforsyning.