Bekendtgørelse om vejtransport af farligt gods Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 596 af 26. maj 2023

Kapitel 2 Generelle bestemmelser
§ 2

Vejtransport af farligt gods skal ske i overensstemmelse med bestemmelserne i denne bekendtgørelse og ADR med de særlige aftaler, som Danmark måtte have indgået i henhold hertil, jf. dog stk. 2 og 3, samt §§ 6-12, § 15, stk. 2, § 16, stk. 2, § 18, § 27, stk. 2, og § 28, stk. 2.

Stk. 2 National vejtransport af farligt gods, der udføres med køretøjer, der er registreringspligtige i Danmark, og til hvilke der er udstedt en konverteret national godkendelsesattest (konverteringsattest), skal foregå efter ADR med de overgangsbestemmelser for tanke og køretøjer, der fremgår af bilag 1.

Stk. 3 National vejtransport af affald, der indeholder farligt gods, kan udføres efter bestemmelserne i ADR med de afvigelser, der fremgår af bilag 2.

§ 3

Hvor der i denne bekendtgørelse ikke er udpeget en kompetent myndighed, er Færdselsstyrelsen den kompetente myndighed i henhold til ADR.

§ 4

Enhver, som er involveret i vejtransport af farligt gods efter bestemmelserne i denne bekendtgørelse, skal udvise forsigtighed og agtpågivenhed, så skade på liv, helbred, miljø eller materielle værdier forebygges.

Stk. 2 Enheder på et køretøj eller i en last, der omfatter farligt gods, skal være forsvarligt stuvet på køretøjet og skal være fastgjort eller fastkilet, så de enkelte enheder eller dele af lasten ikke kan forskubbe sig i forhold til hinanden eller til køretøjet under normale transportforhold.

§ 5

Spild eller udslip af farligt gods skal omgående anmeldes til alarmcentralen (1-1-2), når der er pligt hertil i henhold til ADR.

Stk. 2 Spild eller udslip af farligt gods, der ikke er omfattet af stk. 1, skal omgående anmeldes til alarmcentralen (1-1-2), medmindre spildet eller udslippet umiddelbart kan fjernes eller uskadeliggøres af de tilstedeværende.

Stk. 3 Rapportering om alvorlige ulykker eller hændelser i henhold til afsnit 1.8.5 i ADR skal af henholdsvis læsseren, påfylderen, transportøren, aflæsseren eller modtageren ske til Beredskabsstyrelsen. Rapporteringen skal ske senest 1 måned efter ulykken eller hændelsen.

§ 6

Denne bekendtgørelse finder ikke anvendelse på vejtransport af farligt gods, der udføres med køretøjer, som tilhører de danske og udenlandske væbnede styrker eller med køretøjer, som disse er ansvarlige for.

§ 7

Med undtagelse af § 4 og § 5, stk. 2, finder bestemmelserne i denne bekendtgørelse ikke anvendelse på motorredskaber, der i medfør af lov om registrering af køretøjers § 2, stk. 2, nr. 1, er fritaget for registrering, og for traktorer, der i medfør af lov om registrering af køretøjers §§ 3 og 4 er fritaget for registrering, samt for påhængskøretøjer hertil. Dette gælder endvidere for registrerede traktorer, når disse benyttes til kørsel omfattet af lov om registrering af køretøjers §§ 3 og 4.

§ 8

Med undtagelse af § 4, § 5, stk. 2, og § 41, finder bestemmelserne i denne bekendtgørelse ikke anvendelse på national vejtransport af farligt gods foretaget af private personer med et køretøj registreret i Danmark, når godset er emballeret til detailsalg og er beregnet til deres personlige eller hjemlige brug eller fritids- eller sportsaktivitet, forudsat at der er truffet foranstaltninger til forebyggelse af udslip af indholdet under normale transportforhold, jf. dog stk. 2-5. Farligt gods, der transporteres i IBC’er, storemballager eller tanke, anses ikke for at være emballeret til detailsalg.

Stk. 2 Den samlede mængde fyrværkeri må ikke overskride 5 kg nettoeksplosivstofmængde (NEM) pr. transporterende enhed.

Stk. 3 Ved transport af fyrværkeri må der ikke samtidig transporteres andet farligt gods.

Stk. 4 Den samlede mængde flaskegas (LPG) må ikke overskride 40 kg netto pr. transporterende enhed.

Stk. 5 Ved transport af brandfarlige væsker emballeret i genopfyldelige beholdere påfyldt af eller for private personer, må den samlede mængde ikke overskride 60 liter pr. beholder og 240 liter pr. transporterende enhed.

§ 9

Med undtagelse af § 4, § 5, stk. 2, og § 41, finder bestemmelserne i denne bekendtgørelse ikke anvendelse på virksomheders nationale vejtransport af eget affald, der er farligt gods, når affaldet i karakter svarer til det husholdninger har adgang til genbrugspladser med, eller når affaldet udgør klinisk risikoaffald fra virksomheder i sundhedssektoren, forudsat at affaldet transporteres til nærmeste mulige genbrugsplads eller for så vidt angår klinisk risikoaffald til nærmeste mulige genbrugsplads eller apotek, og at der ikke er tale om en henteordning for affald.

Stk. 2 Vejtransport af farligt gods foretaget af virksomheder efter stk. 1, skal i øvrigt ske på følgende betingelser:

  • 1) Affaldet må ikke være eksplosive stoffer og genstande, smittefarlige stoffer i kategori A eller radioaktive stoffer, jf. kriterierne herfor i del 2 i ADR, bortset fra eksplosive genstande, der i henhold til disse kriterier er klassificeret som 1.4S.

  • 2) Den samlede mængde farligt gods må højst udgøre 200 kg (brutto) pr. transporterende enhed.

  • 3) Affaldet skal være emballeret i originalemballagen og kun, hvis dette ikke er muligt, i andre emballager af god kvalitet, som er egnede til det pågældende indhold, og som kan modstå de påvirkninger, der kan forventes under normale transportforhold.

  • 4) Emballagen skal være udformet og lukket på en måde, der forebygger udslip af indholdet under normale transportforhold.

  • 5) Det farlige gods må ikke pakkes sammen med andet farligt gods eller andet gods, hvis godset på farlig måde kan reagere indbyrdes.

§ 10

Med undtagelse af § 4 og § 5, stk. 2, finder bestemmelserne i denne bekendtgørelse ikke anvendelse på national vejtransport af lagerbeholdere, som

  • 1) ikke er eller har været godkendt i henhold til ADR,

  • 2) er beregnet og bruges til midlertidig opstilling, eksempelvis på byggepladser,

  • 3) har indeholdt gasser i klasse 2, gruppe A, O eller F, eller stoffer i klasse 3 eller klasse 9 tilhørende emballagegruppe II eller III eller pesticider i klasse 6.1 tilhørende emballagegruppe II eller III, og

  • 4) transporteres i tom og urenset stand med henblik på lagerbeholdernes kassation, reparation eller flytning til nyt oplagssted under overholdelse af stk. 2.

Stk. 2 Ved transport af de i stk. 1, nævnte lagerbeholdere skal alle åbninger med undtagelse af eventuelle trykaflastningsanordninger være hermetisk lukkede. Der skal endvidere være truffet foranstaltninger til at forhindre udslip under normale transportforhold.

Stk. 3 Stk. 1, finder ikke anvendelse på lagerbeholdere, der har indeholdt desensibiliserede eksplosive stoffer, som det er forbudt at transportere i henhold til ADR.

§ 11

National vejtransport af farligt gods, der foregår inden for en eller flere sammenhængende ejendomme, hvor virksomhedsarealet er særligt afspærret, indhegnet eller på anden måde afgrænset fra øvrig vej, kan i de tilfælde, hvor transporten indgår som et led i håndteringen af godset inden for arealet, finde sted, når bestemmelserne i § 4, § 5, stk. 2, og § 14, og følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Køretøjer og tanke skal godkendes, jf. §§ 20-24.

  • 2) Den transporterende enhed eller, hvor det er relevant påhængskøretøjet, skal være afmærket i henhold til de relevante bestemmelser i ADR om orangefarvede skilte og faresedler.

  • 3) Det farlige gods skal transporteres i overensstemmelse med bestemmelserne i ADR om sammenlæsningsforbud.

  • 4) Den transporterende enhed skal være udstyret med mindst en håndildslukker til brandklasse A, B og C med en kapacitet på mindst 6 kg pulver eller tilsvarende kapacitet for andre slukningsmidler. Slukningsmidlet skal være egnet til brug på et køretøj. Slukkeren skal opfylde kravene i de relevante standarder i DS/EN 3 serien.

  • 5) Føreren skal have gennemført den særlige uddannelse for førere af køretøjer med farligt gods i henhold til afsnit 8.2.1 i ADR eller en uddannelse i henhold til kapitel 1.3 i ADR.

Stk. 2 Ved kortere vejtransport mellem to eller flere adskilte virksomhedsområder kan transporten efter skriftlig tilladelse fra politiet gennemføres i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 1.

§ 12

National vejtransport af farligt gods, der foregår i en godshavn, lufthavn eller kombiterminal, og hvor dette område er særligt afspærret, indhegnet eller på anden måde afgrænset fra øvrig vej, kan i de tilfælde, hvor transporten indgår som et led i håndteringen af godset inden for området, finde sted, når bestemmelserne i § 4, § 5, stk. 2, og § 14 og følgende betingelser er opfyldt:

  • 1) Køretøjer og tanke skal godkendes, jf. §§ 20-24.

  • 2) Den transporterende enhed eller, hvor det er relevant påhængskøretøjet, skal være afmærket i henhold til bestemmelserne i ADR, eller den pågældende cargo transport unit skal være afmærket i henhold til bestemmelserne for den pågældende transportform (IMDG-koden, ICAO TI eller RID).

  • 3) Det farlige gods skal transporteres i overensstemmelse med bestemmelserne i ADR om sammenlæsningsforbud, dog således at bestemmelserne for den pågældende transportform (IMDG-koden, ICAO TI eller RID) kan anvendes for så vidt angår adskillelse af kolli inden i den pågældende cargo transport unit.

  • 4) Den transporterende enhed skal være udstyret med mindst en håndildslukker til brandklasse A, B og C med en kapacitet på mindst 6 kg pulver eller tilsvarende kapacitet for andre slukningsmidler. Slukningsmidlet skal være egnet til brug på et køretøj. Slukkeren skal opfylde kravene i de relevante standarder i DS/EN 3 serien.

  • 5) Føreren skal have gennemført den særlige uddannelse for førere af køretøjer med farligt gods i henhold til afsnit 8.2.1 i ADR eller en uddannelse i henhold til kapitel 1.3 i ADR.

Stk. 2 Ved kortere vejtransport mellem to eller flere adskilte områder i en godshavn, lufthavn eller kombiterminal kan transporten efter skriftlig tilladelse fra politiet gennemføres i overensstemmelse med bestemmelserne i stk. 1.

§ 13

Farligt gods, som i henhold til ADR er udelukket fra transport, eller som ikke kan transporteres på de betingelser, som er angivet i ADR, må kun transporteres, hvis Færdselsstyrelsen skriftligt meddeler tilladelse hertil. Transporten skal ske på de vilkår, der måtte være fastsat i tilladelsen.

Stk. 2 Særlig tilladelse efter stk. 1, kan kun gives til national vejtransport under forudsætning af, at sikkerheden ikke forringes, og at transporten er klart defineret og tidsmæssigt afgrænset.

§ 14

Håndildslukkere, der i henhold til denne bekendtgørelse og ADR skal medbringes som brandslukningsmateriel på transporterende enheder, skal efterses i overensstemmelse med kravene i standarden DS 2320:2020.

Stk. 2 Håndildslukkere skal gennemgå egenkontrol eller serviceeftersyn mindst én gang om året og skal være mærket med en etiket påsat af den, der har foretaget egenkontrollen eller serviceeftersynet. Ved egenkontrol skal etiketten udover oplysninger som anført i standarden DS 2320:2020 også påføres måned og år for næste egenkontrol.

§ 15

Af- og pålæsning af farligt gods, der er tildelt tillægsbestemmelsen CV1 i henhold til afsnit 7.5.11 i ADR eller S1 i henhold til kapitel 8.5 i ADR, på offentlig vej i tættere bebygget område, må kun ske efter særlig tilladelse fra politiet, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Af- og pålæsning af kolli med farligt gods efter stk. 1 i forbindelse med national vejtransport må ske uden særlig tilladelse.

§ 16

Af- og pålæsning af farligt gods, der er tildelt tillægsbestemmelsen CV1 i henhold til afsnit 7.5.11 i ADR eller S1 i henhold til kapitel 8.5 i ADR, på offentlig vej uden for tættere bebygget område, må kun ske efter forudgående underretning af politiet, jf. dog stk. 2.

Stk. 2 Af- og pålæsning af kolli med farligt gods efter stk. 1 i forbindelse med national vejtransport må ske uden forudgående underretning.