Besættelsestidsloven § 16

Denne konsoliderede version af besættelsestidsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om erstatning til besættelsestidens ofre

Lov nr. 475 af 01. oktober 1945,
jf. lovbekendtgørelse nr. 279 af 14. marts 2013,
som ændret ved lov nr. 395 af 02. maj 2016 og lov nr. 628 af 08. juni 2016

§ 16

For så vidt angår skades- eller sygdomstilfælde, der er indtruffet forinden nærværende lovs ikrafttræden, begynder dagpengene tidligst at løbe fra skades- eller sygdomstilfældets indtræden. Er tilfældet afløbet uden erstatningsberettigende følger inden nærværende lovs ikrafttræden, begynder dagpengene dog tidligst at løbe 8 uger efter tilfældets indtræden. For så vidt angår skades- eller sygdomstilfælde, der er indtruffet efter nærværende lovs ikrafttræden, begynder dagpengene tidligst at løbe fra dagen for indgivelse af anmeldelse til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring om skaden eller sygdommen.

Stk. 2 Såfremt pågældende er medlem af en statsanerkendt sygekasse (statskontrolleret sygeforening), og der af denne er ydet dagpenge for et tidsrum, for hvilket der tilkommer pågældende dagpenge i henhold til nærværende afsnit, refunderes der sygekassen (sygeforeningen) et beløb, svarende til det dagpengebeløb, hvortil han er berettiget efter nærværende afsnit. Såfremt sidstnævnte beløb måtte være højere end det af sygekassen ydede dagpengebeløb, udbetales det overskydende til pågældende.