Besættelsestidsloven § 3

Denne konsoliderede version af besættelsestidsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om erstatning til besættelsestidens ofre

Lov nr. 475 af 01. oktober 1945,
jf. lovbekendtgørelse nr. 279 af 14. marts 2013,
som ændret ved lov nr. 395 af 02. maj 2016 og lov nr. 628 af 08. juni 2016

§ 3

Har den tilskadekomne eller dennes efterladte, der har anmeldt krav på erstatning efter reglerne i nærværende afsnit, retskrav i henhold til andre regler om erstatning ved skadetilføjelse, tilkommer dette krav statskassen. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring træffer bestemmelse om, hvorvidt statskassen skal gøre kravet gældende. Sker dette, og opnås derved et erstatningsbeløb, som overstiger den erstatningsydelse, der tilfalder den erstatningsberettigede i henhold til bestemmelserne i nærværende afsnit, udbetales det overskydende beløb til den erstatningsberettigede.

Stk. 2 Har den erstatningsberettigede i det i stk. 1 omhandlede tilfælde allerede gjort sit retskrav gældende og modtaget dækning herfor, kommer det modtagne beløb til fradrag i erstatningsydelserne i henhold til nærværende afsnit. Er det forannævnte erstatningsbeløb modtaget, inden anmeldelse om erstatning i henhold til nærværende afsnit indgives til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, kan Arbejdsmarkedets Erhvervssikring dog under hensyn til samtlige foreliggende omstændigheder bestemme, at der vil være at fradrage et lavere beløb.