Bilag 1

Bilag

Andre bilag

Bilag 1
Bilag 1

1. Generelt

RLTN og Dansk Sygeplejeråd omfattes af aftale af 20. februar 2021 mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Forhandlingsfællesskabet om overenskomst- og aftalefornyelsen pr. 1. april 2021.

RLTN og Dansk Sygeplejeråd omfattes af forlig af den 22. februar 2021 vedrørende fornyelse af overenskomster og aftale pr. 1. april 2021 for Sundhedskartellets organisationers forhandlings område med nedenstående tilpasninger.

Dansk Sygeplejeråd varetager for Radiograf Rådet forhandlinger for radiografer, som er medlemmer af Radiograf Rådet, jf. protokollat mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Dansk Sygeplejeråd i tilknytning til hovedaftale af 22-10-2008, omhandlende Radiograf Rådet (tidligere Foreningen af Radiografer i Danmark).

KL og Dansk Sygeplejeråd omfattes af aftale af 15. februar 2021 mellem KL og Forhandlingsfællesskabet om overenskomst- og aftalefornyelsen pr. 1. april 2021.

KL og Dansk Sygeplejeråd omfattes af forlig af den 27. februar 2021 om fornyelse af aftaler og overenskomster med tilhørende protokollater inden for Sundhedskartellets forhandlingsområde med nedenstående tilpasninger.

2. Komite om lønstruktur i den offentlige sektor

FH har stillet forslag om, at regeringen, efter de offentlige overenskomstforhandlinger er afsluttet, nedsætter en komite om lønstrukturer i den offentlige sektor, bl.a. med deltagelse af parterne på det offentlige område. Komiteen kommer med anbefalinger/konklusioner, under hensyn til, at løn og andre ansættelsesvilkår i den offentlige sektor fastsættes ved kollektive overenskomster og aftaler, der indgås mellem de respektive arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer.

Dansk Sygeplejeråd, Radiograf Rådet, Danske Regioner og Kommunernes Landsforening er enige om at tilslutte sig FH’s anbefaling.

3. Introduktionsforløb for nyuddannede sygeplejersker

Danske Regioner og regeringen indgik i januar 2020 en aftale om ansættelse af 1.000 flere sygeplejersker, hvor bl.a. beslutningen i Danske Regioners bestyrelse om introduktionsforløb for nyuddannede sygeplejersker indgår.

RLTN og Dansk Sygeplejeråd er derfor enige om at følgende indsættes som bilag til overenskomsten:

”BILAG VEDRØRENDE INTRODUKTIONSFORLØB

Nyuddannede sygeplejersker gennemgår et introduktionsforløb ved ansættelse i regionen, med henblik på at sikre medarbejderen introduktion til ansættelse således, at det understøtter en bedst mulig start på arbejdslivet. I introduktionsforløbet kan der udover fokus på opgaver og ansvar ved det konkrete ansættelsessted også indgå introduktion til patientbehandlingen på sygehuset i øvrigt.

Introduktionsforløbet skal også sikre fortsat udvikling af kliniske færdigheder og muligheden for at tilegne sig generelle sygeplejefaglige kompetencer. Udgangspunktet for introduktionsforløb er en 37 timers ansættelse. ”

Der nedsættes samtidig en fælles arbejdsgruppe om introduktionsforløb jf. bilag A.

4. Stillings- og ledelsesstruktur for sygeplejefaglige ledere

RLTN og Dansk Sygeplejeråd har, som konsekvens af det ved OK-21 indgåede forlig mellem RLTN og Foreningen af Speciallæger, drøftet den fremadrettede varetagelse af ledelse i afdelingerne.

Parterne er enige om, at der fortsat bør være en ligeværdig ledelses- og ansvarsfordeling blandt de lægefaglige og de sygeplejefaglige ledere i afdelingerne. Derfor vil parterne i samarbejde med regionerne drøfte titler for de sygeplejefaglige ledere i afdelingerne.

Drøftelserne tilrettelægges således, at eventuelle ændringer af titler for de sygeplejefaglige ledere i afdelingerne vil kunne ske fra den 1. april 2022.

5. Radiografer

RLTN og Dansk Sygeplejeråd er enige om, at følgende to punkter ændres i forhandlingsprotokol af 22. februar 2021 vedrørende fornyelse af overenskomster og aftaler pr. 1. april 2021 for Sundhedskartellets organisationers forhandlingsområde:

1. Punkt 3.1. vedrørende pensionsforbedring udgår.

2. I punkt 2.1. udgår ”Radiografer”.

I stedet indsættes et nyt punkt 2.2 A:

”2.2 A Radiografer

Med virkning fra den 1. april 2022 indføres et nyt § 6, stk. 7 i basisoverenskomsten:

”Til radiografer med 4 års sammenlagt beskæftigelse på baggrund af grunduddannelsen, ydes der et pensionsgivende tillæg på 3.000 kr. (31.3.18-niveau).

Bemærkning:
Tillægget gives til alle radiografer med mindst 4 års sammenlagt - eller mere - beskæftigelse på grundlag af grunduddannelse. Uanset løntrinsindplacering eller eventuel specialuddannelse.


Med virkning fra den 1. april 2022 forhøjes det pensionsgivende centrale tillæg i basisoverenskomstens § 6, stk. 7 til radiografer fra 15.850 kr. til 16.500 kr. (31.3.18-niveau).

Med virkning fra den 1. april 2022 forhøjes det pensionsgivende centrale tillæg i basisoverenskomstens § 6, stk. 7 til radiografer med specialuddannelse fra 22.533 kr. til 23.183 kr. (31.3.18-niveau).

Forbedringen gennemføres med fuldt gennemslag.

Merudgift 5,82 mio. kr.”

Parterne er enige om, at merudgiften ved ovenstående ændring finansieres ved at der samtidig aftales ændring i Supplement af den 23. marts 2021 til forhandlingsprotokol af 22. februar mellem Sundhedskartellet og RLTN således, at ”0,33 mio. kr.” i 6. og 7. afsnit ændres til ”0,29 mio. kr.”.

6. Borgernær sygepleje

KL og Dansk Sygeplejeråd er enige om, at specialuddannelsen i borgernær sygepleje er et vigtigt element i at sikre kvaliteten i fremtidens nære sundhedsvæsen. Kommunerne står overfor en stigende opgavekompleksitet. Her er behov for sygeplejersker med uddannelsen i borgernær sygepleje, der har stærke praksisnære kompetencer og et særligt kendskab til de sundhedsfaglige problemstillinger, der knytter sig til kommunerne.

KL og Dansk Sygeplejeråd er enige om i perioden at drøfte overenskomstdækning af sygeplejersker, der gennemfører specialuddannelsen i borgernær sygepleje.