Bilag 12

Bilag

Andre bilag

  • Bilag 1 (INDHOLDSFORTEGNELSE)

  • Bilag 2 (0. INDLEDNING)

  • Bilag 3 (1. KNALLERTENS INDRETNING, UDSTYR OG DOKUMENTER)

  • Bilag 4 (2. MANØVRER PÅ LUKKET ØVELSESPLADS)

  • Bilag 5 (3. KØRETØJERS MANØVREEGENSKABER)

  • Bilag 6 (4. TRAFIKANTADFÆRD)

  • Bilag 7 (5. VEJFORHOLD)

  • Bilag 8 (6. GRUNDREGLER FOR KØRSEL PÅ STOR KNALLERT)

  • Bilag 9 (7. MANØVRER PÅ VEJ)

  • Bilag 10 (8. Særlige risikoforhold i trafikken)

  • Bilag 11 (9. MANØVRER PÅ KØRETEKNISK ANLÆG)

  • Bilag 12 (10. FORBEREDELSE TIL KØREPRØVE)

10. FORBEREDELSE TIL KØREPRØVE
Bilag 12

Formålet med undervisningen er at give eleven viden om betingelserne for at indstille sig til køreprøve og få udstedt kørekort samt at gøre eleven bekendt med de vigtigste lovbestemmelser om kørekort.

Undervisningen har endvidere til formål at orientere eleven om de krav, der stilles ved køreprøven og gennem evaluerende prøver i køreskolen give eleven lejlighed til at erhverve sig erfaring om vilkår og fremgangsmåder under gennemførelsen af køreprøvens teoretiske og praktiske del.

De forhold, der er nødvendige til beskrivelse af kravene til køreuddannelsen samt vilkårene for indstilling til køreprøve skal være gennemført i overensstemmelse med lærervejledningen om køreuddannelsen til kategori AM, stor knallert.

10.1 Betingelser for at få kørekort

Hovedmål

Eleven skal orienteres om de vigtigste lovbestemmelser vedrørende køreundervisning mv., ansøgning om kørekort med de fornødne attester mv. samt om, hvad førerretten til kørekortkategori AM, stor knallert, omfatter.

Delmål

10.1.1 Køreundervisning mv.

Eleven skal have kendskab til følgende lovbestemmelser:

1) Ved førstegangserhvervelse af førerret, kan kørekort normalt kun udstedes til ansøgere, der har gennemført et færdselsrelateret førstehjælpskursus. Kursusbeviset må ved indleveringen af ansøgningen om kørekort ikke være ældre end 1 år.

2) Hvis man ikke tidligere har haft kørekort til kategori AM, stor knallert, skal man inden køreprøven modtage undervisning hos en godkendt kørelærer til kategori AM, stor knallert.

3) Undervisningen skal være i overensstemmelse med undervisningsplanen til kategori AM, stor knallert, og omfatte både det teoretiske og det praktiske pensum.

4) Der skal i køreundervisningen anvendes en lektionsplan. Lektionsplanen skal udformes i 2 eksemplarer, hvoraf et eksemplar udleveres til køreeleven, i overensstemmelse med bestemmelserne i kørekortbekendtgørelsen. Lektionsplanen skal blandt andet inddeles i lektioner henholdsvis i teorilokale (teoretiske emner) og i praktisk køreundervisning (øvelseskørsel). Efter afslutningen af hver enkelt lektion skal kørelærer og køreelev med deres underskrifter i kørelærerens eksemplar af lektionsplanen bekræfte gennemførelsen af lektionen.

5) Under øvelseskørsel på almindelig vej skal en godkendt kørelærer overvåge eleven fra et motorkøretøj, som føres af kørelæreren selv eller en person med gyldigt kørekort.

6) Kørelæreren har ansvaret for, at øvelseskørslen foregår uden fare for eleven og den øvrige færdsel, men eleven anses for at være fører af knallerten med deraf følgende ansvar og pligter.

7) Kørelæreren kan på lukket øvelsesplads overvåge eleven fra et fast stade eller lignende.

8) Undervisningsplanen med tilhørende lærervejledning kan ses på Færdselsstyrelsens hjemmeside www.fstyr.dk og på www.retsinfo.dk.

10.1.2 Indstilling til køreprøve

Eleven skal have kendskab til følgende lovbestemmelser:

1) Kørekort udstedes af politiet efter bestået køreprøve.

2) Indstilling til køreprøve sker ved at udfylde og underskrive en godkendt ansøgningsblanket og indlevere den til kommunen.

3) Når undervisningen er gennemført, skal kørelæreren med sin underskrift på ansøgningsblanketten bekræfte, at ansøgeren har modtaget undervisning i overensstemmelse med undervisningsplanen,

4) Ansøgningsblanketten skal være vedlagt:

a) Lægeattest med oplysninger om ansøgerens helbred og sundhedstilstand.

b) Sundhedskort eller lignende dokumentation for personnummer.

c) Vellignende fotografi, (portræt uden hovedbeklædning) i størrelse 35 x 45

10.1.3 Kørekortkategorier og førerret

Eleven skal have kendskab til, at kørekortkategori AM, stor knallert, giver ret til at føre:

1) Lille knallert.

2) Stor knallert.

3) Quadricykel (let 4-hjulet cykel) med en konstruktivt bestemt hastighed på højst 45 km/t.

4) De under 2) nævnte køretøjer tilkoblet en påhængsvogn og de under 3) nævnte køretøjer tilkoblet et påhængskøretøj.

Aldersbetingelser: Kørekort til stor knallert kan udstedes til personer, der er fyldt 18 år.

10.2 Køreprøvens gennemførelse

Hovedmål

Eleven skal orienteres om de gældende retningslinjer for køreprøvens indhold og gennemførelse og ved forudgående evaluerende prøver i køreskolen opnå erfaring i prøvesituationens vilkår.

Delmål

10.2.1 Krav ved køreprøven

Eleven skal have kendskab til følgende lovbestemmelser:

1) Ved køreprøven skal den prøvesagkyndige bedømme, om aspiranten har erhvervet de kundskaber, færdigheder og den adfærd, der er fastsat ved beskrivelsen af delmålene i undervisningsplanen for den pågældende kørekortkategori.

2) Køreprøven opdeles i en teoriprøve og en praktisk prøve. Teoriprøven skal være bestået, før man kan gå op til den praktiske prøve.

3) Aspiranter skal ved teoriprøven og den praktiske prøve medbringe ansøgningen om kørekort, dokumentation for identitet og kørelærerens eksemplar af lektionsplanen.

4) Aspiranter kan ikke aflægge køreprøve, medmindre køreuddannelsen har været gennemført i overensstemmelse med bestemmelserne i kørekortbekendtgørelsen. Dette indebærer, at teoriprøven først kan aflægges, når eleven har modtaget undervisning i undervisningsplanens 1. afsnit til og med 8. afsnit, samt i relevante afsnit fra undervisningsplanens 10. afsnit. Den praktiske prøve kan først aflægges, når eleven har modtaget undervisning i samtlige afsnit i undervisningsplanen.

10.2.2 Teoriprøven

Eleven skal have kendskab til følgende retningslinjer for teoriprøven og ved evaluerende prøve i køreskolen have opnået kendskab til prøvevilkårene.

1) Prøven har normalt en varighed på ca. en halv time.

2) Prøven er skriftlig og gennemføres ved forevisning af en tilfældigt udvalgt serie blandt Rigspolitiets godkendte lysbilledsæt med indtalte spørgsmål og tilhørende afkrydsningsskema til besvarelse. Teoriprøven foregår på enkelte prøvesteder digitalt.

3) Aspiranter, der på grund af særlige forhold, der skal være dokumenteret, ikke kan aflægge sædvanlig skriftlig prøve, kan henvises til en specialprøve, hvor den sagkyndige fx oplæser spørgsmålene eller standser båndoptageren mellem hvert spørgsmål. Lysbilledserierne og afkrydsningsskemaerne anvendes ligeledes under specialprøven. Ordblindhed kan ikke begrunde en specialprøve.

4) Prøvelokalet lukkes ved fastsat mødetid. Aspiranter, der møder for sent og efter, at prøven er begyndt, kan ikke få adgang til prøvelokalet og skal beramme ny prøve mod betaling.

5) Før prøven bliver aspiranterne kort orienteret om prøvens forløb, herunder hvordan afkrydsningsskemaet skal udfyldes.

6) Under prøven har kun prøvesagkyndige og aspiranter adgang til prøvelokalet.

7) Ved teoriprøven skal aspiranten medbringe:

a) Ansøgningen i behørig udfyldt stand.

b) Særlig legitimation:

i) Eventuelt tidligere udstedt kørekort (EU-model (kreditkort-typen), eller

ii) Gyldigt pas.

i) Er ansøgeren ikke i besiddelse af tidligere udstedt kørekort eller gyldigt pas, jf. ovenstående, skal forevises original dåbs-, navne- eller fødselsattest, sundhedskort eller anden egnet legitimation samt billedlegitimation.

ii) Hvis personnummer eller fødselsdato og fødested ikke tydeligt fremgår af passet eller kørekortet, skal der tillige forevises et legitimationspapir udstedt af en offentlig myndighed, hvoraf personnummer eller navn og fødested tydeligt fremgår.

iii) Hvis der er skiftet navn, og dette navn ikke fremgår af ovenfor nævnte dokumenter, skal navneændringen dokumenteres ved forevisning af vielsesattest, navnebevis eller dokumentation for anmeldelse til vielsesmyndigheden eller folkeregistret.

c) Kørelærerens eksemplar af lektionsplanen i behørigt udfyldt stand.

8) Prøven bedømmes efter Rigspolitiets rettevejledning.

9) Resultatet af prøven skal meddeles straks efter prøvens bedømmelse. Aspiranter skal have oplyst, hvilke emner i undervisningsplanen, der er fejlagtigt besvaret.

10.2.3 Den praktiske prøve

Eleven skal have kendskab til følgende retningslinjer for den praktiske prøve og ved evaluerende prøver i køreskolen have opnået kendskab til prøvevilkårene:

1) Den kørselstid, der afsættes til bedømmelse af aspirantens adfærd i trafikken må ikke være under 25 minutter ved prøven til kategori AM, stor knallert.

2) Udover kørselstiden skal afsættes tid til kontrol af aspirantens identitet, oplysning om prøvens forløb, kontrol af køretøjets udstyr, evaluering af prøveforløbet mv. Prøvetiden kan om nødvendigt forlænges og kan afbrydes, hvis aspirantens kørefærdighed er meget ringe.

3) Prøven i kørsel gennemføres på en godkendt skoleknallert, som aspiranten skal stille til rådighed. Den prøvesagkyndige bedømmer kørslen som passager i en efterfølgende personbil med en tilladt totalvægt på ikke over 3.500 kg. Bilen, der skal være forsynet med radioanlæg, stilles til rådighed af og føres af en kørelærer, der er godkendt til kategori AM, stor knallert. Som led i prøvestedets kvalitetssikring af den praktiske prøve, kan yderligere en prøvesagkyndig efter forudgående orientering af kørelæreren overvære prøven.

4) Under prøven anses aspiranten som knallertens fører med deraf følgende ansvar og forpligtelser.

5) Færdighed i kontrol af knallertens lovpligtige udstyr indgår som led i den praktiske prøve. Under kontrollen skal aspiranten, uden brug af værktøj, undersøge og tage stilling til, om de dele, der undersøges, opfylder lovkravene, herunder kunne forklare hvordan kontrollen udføres.

6) Aspiranten skal køre efter den prøvesagkyndiges anvisninger om rute og manøvrer. Anvisningerne gives tydeligt og i så god tid, at aspiranten kan opfatte og forstå dem og nå at forberede og udføre det anviste. Den prøvesagkyndige leder prøven på en sådan måde, at aspiranten ikke tvinges ud i unormale færdselssituationer eller tilskyndes til at handle mod færdselsreglerne og hensynet til sikkerheden i øvrigt.

7) De manøvrer, som er indøvet på lukket øvelsesplads, skal ikke ved prøven udføres separat, men indgår i forbindelse med den normale betjening af køretøjet under kørslen. Eksempelvis må kørsel i 8 tal og forlæns slalom ikke kræves udført.

8) Enkelte mindre alvorlige fejl kan ikke i sig selv medføre, at prøven bedømmes som ikke-bestået, idet aspirantens kørsel skal vurderes som helhed.

9) Resultatet af prøven skal meddeles straks efter prøvens afslutning. Aspiranter, der ikke har bestået, skal have oplyst, hvilke færdighedskrav i undervisningsplanen, der ikke er tilfredsstillende opfyldt.

10) Prøven bedømmes i øvrigt efter Rigspolitiets Retningslinjer for køreprøver.

11) Ved den praktiske prøve skal aspiranten medbringe:

a) Ansøgningen i udfyldt og underskrevet stand.

b) Eventuelt tidligere udstedt kørekort.

c) Særlig legitimation:

i) Eventuelt tidligere udstedt kørekort (EF-model (kreditkort-typen)), eller

ii) Gyldigt pas.

iii) Er ansøgeren ikke i besiddelse af tidligere udstedt kørekort eller gyldigt pas, jf. ovenstående, skal forevises original dåbs-, navne- eller fødselsattest, sundhedskort eller anden egnet legitimation samt billedlegitimation.

iv) Hvis personnummer eller fødselsdato og fødested ikke tydeligt fremgår af passet eller kørekortet, skal der tillige forevises et legitimationspapir udstedt af en offentlig myndighed, hvoraf personnummer eller navn og fødested tydeligt fremgår.

v) Hvis der er skiftet navn, og dette navn ikke fremgår af ovenfor nævnte dokumenter, skal navneændringen dokumenteres ved forevisning af vielsesattest, navnebevis eller dokumentation for anmeldelse til vielsesmyndigheden eller folkeregistret.

d) Kørelærerens eksemplar af lektionsplanen i udfyldt stand.

10.3 Lovbestemmelser om kørekort

Hovedmål

Eleven skal orienteres om de vigtigste lovbestemmelser vedrørende kørekort.

Delmål

10.3.1 Kørekortets gyldighed

Eleven skal have kendskab til følgende lovbestemmelser:

1) Kørekortet er gyldigt i 15 år ad gangen, men kan i særlige tilfælde udstedes med kortere gyldighed og på bestemte betingelser.

2) Når gyldighedstiden er udløbet, kan kørekortet fornyes ved henvendelse til kommunen.

3) Under kørslen skal man have kørekortet hos sig og på forlangende vise det til politiet.

4) Hvis kørekortet beskadiges eller bortkommer, skal man henvende sig til kommunen for at få udstedt et nyt.

10.3.2 Inddragelse og generhvervelse/gengivelse af kørekort

Eleven skal have kendskab til følgende lovbestemmelser:

1) Hvis politiet har grund til at antage, at en fører af en stor knallert ikke længere opfylder betingelserne for at have kørekort, kan politiet inddrage det eller indkalde den pågældende til en kontrollerende køreprøve.

2) Er førerretten frakendt, kan kørekortet normalt kun generhverves efter bestået kontrollerende køreprøve.

3) Hvis førerretten er frakendt som følge af spirituskørsel, narkokørsel eller kørsel under påvirkning af sygdom m.v. skal der gennemføres et kursus i alkohol, narko og trafik (ANT-kursus) forinden den kontrollerende køreprøve.

4) Kørekortindehavere får ved visse overtrædelser af færdselsloven udover en bøde også et »klip i kørekortet«, fx hvis man kører over 30 % for stærkt, kører over for rødt eller bruger håndholdt telefon. 3 klip inden for 3 år medfører en betinget frakendelse af kørekortet. Klippekortet gælder for grove overtrædelser af færdselsloven, som ikke i sig selv medfører frakendelse af kørekortet, men som udsætter andre for fare.