Bilag 2

Bilag

Andre bilag

  • Bilag 1 (Konvention til beskyttelse af Menneskerettigheder og Grundlæggende Frihedsrettigheder)

  • Bilag 2 (1. Tillægsprotokol af 20. marts 1952, som ændret ved protokol nr. 11 af 11. maj 1994.)

  • Bilag 3 (Protokol nr. 4 af 16. september 1963, som ændret ved protokol nr. 11 af 11. maj 1994.)

  • Bilag 4 (Protokol nr. 6 af 28. april 1983 vedrørende afskaffelsen af dødsstraf, som ændret ved protokol nr. 11 af 11. maj 1994.)

  • Bilag 5 (Protokol nr. 7 af 22. november 1984, som ændret ved protokol nr. 11 af 11. maj 1994.)

1. Tillægsprotokol af 20. marts 1952, som ændret ved protokol nr. 11 af 11. maj 1994.
Bilag 2

Præambel (udeladt her).

Artikel 1

Beskyttelse af ejendom

Enhver fysisk eller juridisk person har ret til respekt for sin ejendom. Ingen må berøves sin ejendom undtagen i samfundets interesse og i overensstemmelse med de betingelser, der er fastsat ved lov og følger af folkerettens almindelige principper.

Foranstående bestemmelser skal imidlertid ikke på nogen måde begrænse statens ret til at håndhæve sådanne love, som den anser for nødvendige for at overvåge, at ejendomsretten udøves i overensstemmelse med almenhedens interesse, eller for at sikre betaling af skatter, andre afgifter og bøder.

Artikel 2

Ret til uddannelse

Ingen må nægtes retten til uddannelse. Ved udøvelsen af de funktioner, som staten påtager sig i henseende til uddannelse og undervisning, skal den respektere forældrenes ret til at sikre sig, at sådan uddannelse og undervisning sker i overensstemmelse med deres egen religiøse og filosofiske overbevisning.

Artikel 3

Ret til frie valg

De høje kontraherende parter forpligter sig til at lade afholde frie, hemmelige valg med passende mellemrum under forhold, som sikrer folkets frie meningstilkendegivelse ved valget af medlemmer til den lovgivende forsamling.

Artikel 4

Anvendelsesområder

Enhver af de høje kontraherende parter kan ved undertegnelsen eller ratifikationen eller når som helst derefter over for Europarådets generalsekretær afgive en erklæring om, i hvilket omfang den forpligter sig til at udstrække bestemmelserne i denne protokol til områder, for hvis internationale forbindelser den er ansvarlig.

Enhver af de høje kontraherende parter, som har afgivet en erklæring i medfør af foranstående stykke, kan fra tid til anden afgive en yderligere erklæring, hvorved den modificerer en hvilken som helst tidligere erklæring eller lader denne protokols bestemmelser ophøre med at have gyldighed for et hvilket som helst område.

En erklæring afgivet i overensstemmelse med denne artikel skal anses for afgivet i overensstemmelse med konventionens artikel 56, stk. 1.

Artikel 5

Forhold til konventionen

De høje kontraherende parter betragter denne protokols artikler 1, 2, 3 og 4 som et tillæg til konventionen, og alle konventionens bestemmelser skal derfor også have gyldighed i forhold til disse artikler.

Artikel 6

Undertegnelse og ratifikation

(udeladt her)