Bilag 4

Bilag

Andre bilag

Exitstrategi
Bilag 4

1) Outsourcingvirksomhedens skriftlige exitstrategier skal være i overensstemmelse med outsourcingvirksomhedens outsourcingpolitik og beredskabsplaner, og skal som minimum tage hensyn til:

a) Opsigelse af outsourcingaftaler.

b) Misligholdelse hos leverandøren.

c) Forringelser af kvaliteten af den leverede proces, tjenesteydelse eller aktivitet, som følge af uhensigtsmæssig eller mangelfuld varetagelse af den outsourcede proces, tjenesteydelse eller aktivitet.

d) Faktiske eller potentielle forretningsmæssige afbrydelser forårsaget af uhensigtsmæssig eller manglende varetagelse af den outsourcede proces, tjenesteydelse eller aktivitet.

e) Væsentlige risici, der kan opstå i forhold til den fortsatte anvendelse af den outsourcede proces, tjenesteydelse eller aktivitet.

2) Outsourcingvirksomhedens exitstrategier skal på passende vis sikre, at den er i stand til at afslutte en outsourcing uden

a) unødig afbrydelse af outsourcingvirksomhedens forretningsaktiviteter,

b) at begrænse outsourcingvirksomhedens overholdelse af myndighedskrav og

c) at det er til skade for kontinuiteten og kvaliteten af outsourcingvirksomhedens levering af tjenester til kunder.

3) Outsourcingvirksomhedens exitstrategier skal indeholde følgende:

a) En afgrænsning af formålene med exitstrategien.

b) Fyldestgørende exitplaner, der er tilstrækkeligt testede.

c) En beskrivelse af, hvordan roller, ansvar og tilstrækkelige ressourcer tildeles for at sikre styring af exitplanerne og overgangsaktiviteterne.

d) En afgrænsning af, hvilke indikatorer i forhold til leverandørens leverance der skal indgå i overvågning af outsourcingen, herunder hvilke indikatorer i forhold til services, som skal udløse en situation, hvor exit skal iværksættes.

e) En konsekvensanalyse med det formål at finde frem til, hvilke menneskelige og finansielle ressourcer der vil være påkrævet for at gennemføre exitplanen, og hvor lang tid det vil tage.

f) Transitionsplaner for, hvordan outsourcingvirksomheden gennemfører transitioner af outsourcede processer, tjenesteydelser, aktiviteter eller data fra leverandøren og

i) overfører dem til alternative leverandører,

ii) overfører dem til outsourcingvirksomheden eller

iii) træffer andre foranstaltninger, der sikrer kontinuerlig levering af processen, tjenesteydelsen eller aktiviteten på en kontrolleret og tilstrækkeligt testet måde.

g) Transitionsplanerne, jf. bilag 4, nr. 3, litra f, skal indeholde de nødvendige foranstaltninger for at sikre forretningskontinuiteten i overgangsfasen, herunder tage fornødent hensyn til eventuelle udfordringer som følge af datalokaliteten.

h) Transitionsplanerne, jf. bilag 4, nr. 3, litra f, skal indeholde succeskriterier for overførsel af outsourcede processer, tjenesteydelser, aktiviteter og data.