Bilag 7

Bilag 7

Justitsministeriets tekst til oplysning til forbrugeren om fortrydelsesret ved fjernsalgsaftaler om ikkefinansielle tjenesteydelser, jf. bekendtgørelsens § 8:

FORTRYDELSESRET

De kan fortryde den indgåede aftale efter forbrugeraftalelovens § 17.

Fortrydelsesfristen

Fortrydelsesfristen er 14 dage.

Fristen regnes som udgangspunkt fra den dag, De har indgået aftalen, f.eks. skrevet under på kontrakten eller afgivet bestillingen.

De har efter forbrugeraftaleloven krav på at få en række oplysninger, bl.a. om fortrydelsesretten og om den bestilte tjenesteydelse. Fortrydelsesfristen løber ikke, før De har modtaget disse oplysninger på skrift (f.eks. på papir eller e-mail). Fristen udløber dog s enest 3 måneder efter den dag, De har indgået aftalen.

Hvis De f.eks. afgiver Deres bestilling mandag den 1. og også har fået de nævnte oplysninger, har De frist til og med mandag den 15. Har De først fået oplysningerne senere, f.eks. onsdag den 3., har De frist til og med onsdag den 17. Hvis fristen udløber på en helligdag, lørdag, grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, kan De vente til den følgende hverdag.

Hvordan fortryder De?

Inden udløbet af fortrydelsesfristen skal De underrette den erhvervsdrivende om, at De har fortrudt aftalen. Hvis De vil give denne underretning skriftligt – f.eks. pr. brev eller e-mail – skal De blot sende underretningen inden fristens udløb. Hvis De vil sikre Dem bevis for, at De har fortrudt rettidigt, kan De f.eks. sende brevet anbefalet og opbevare postkvitteringen.

Underretning om, at De har fortrudt aftalen, skal gives til:

 

Navn:

 

Adresse:

De kan også fortryde aftalen ved at undlade at modtage den erhvervsdrivendes forsendelse eller undlade at hente den på posthuset mv.

Det forhold, at den erhvervsdrivende har leveret tjenesteydelsen helt eller delvis, begrænser ikke Deres fortrydelsesret, medmindre De har givet samtykke til, at udførelsen af tjenesteydelsen kunne påbegyndes på et nærmere bestemt tidspunkt inden fortrydelsesfristens udløb. I så fald gælder fortrydelsesretten kun indtil dette tidspunkt.