Bilag 8

Bilag

Andre bilag

  • Bilag 1 (Forsikringsmæssige risici)

  • Bilag 2 (Investeringsområdet)

  • Bilag 3 (Operationelle risici)

  • Bilag 4 (It-sikkerhed)

  • Bilag 5 (Tilrettelæggelse af arbejdet i bestyrelsen)

  • Bilag 6 (Risikostyringssystemet, risikostyringsfunktionen og vurdering af egen risiko og solvens i gruppe 1-forsikringsselskaber)

  • Bilag 7 (Det interne kontrolsystem og compliancefunktionen i gruppe 1-forsikringsselskaber)

  • Bilag 8 (Aktuarfunktionen i gruppe 1-forsikringsselskaber)

  • Bilag 9 (Intern auditfunktionen i gruppe 1-forsikringsselskaber)

Aktuarfunktionen i gruppe 1-forsikringsselskaber
Bilag 8

Direktionens opgaver og ansvar

Aktuarfunktionens opgaver

1) Udover opgaverne nævnt i artikel 272, stk. 1-5, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) skal aktuarfunktionen varetage følgende opgaver vedrørende de forsikringsmæssige hensættelser:

a) Koordinere beregningen af forsikringsmæssige hensættelser.

b) Sikre, at de metoder, underliggende modeller og antagelser, der anvendes og lægges til grund ved opgørelsen af forsikringsmæssige hensættelser, er betryggende.

c) Vurdere tilstrækkeligheden og kvaliteten af de data, der benyttes til opgørelsen af forsikringsmæssige hensættelser.

d) Sammenligne bedste skøn med de hidtidige erfaringer.

e) Informere direktionen om, hvorvidt opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser er troværdig og fyldestgørende.

f) Føre tilsyn med beregningen af de forsikringsmæssige hensættelser i de særlige tilfælde, hvor data ikke er tilstrækkelige, og det derfor er nødvendigt at anvende approksimationer.

2) Aktuarfunktionen skal i øvrigt varetage følgende opgaver:

a) Afgive udtalelse om den overordnede tegningspolitik, idet aktuarfunktionen tager hensyn til det indbyrdes forhold mellem de dele af forsikringspolitikken, der vedrører indtegning, genforsikringsarrangementerne og de forsikringsmæssige hensættelser, jf. dog artikel 272, stk. 6, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

b) Afgive udtalelse om, hvorvidt genforsikringsarrangementerne er betryggende, idet aktuarfunktionen tager hensyn til det indbyrdes forhold mellem de dele af forsikringspolitikken, der vedrører indtegning, genforsikringsarrangementerne og de forsikringsmæssige hensættelser, jf. dog artikel 272, stk. 7, i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

c) Bidrage til den effektive gennemførelse af risikostyringssystemet, navnlig med hensyn til de modeller, der ligger til grund for beregningen af solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet, jf. §§ 126 c og 126 d i lov om finansiel virksomhed, og virksomhedens vurdering af egen risiko og solvens.

3) Aktuarfunktionen identificerer en eventuel uoverensstemmelse med kravene fastsat i medfør af § 126 e i lov om finansiel virksomhed om beregning af forsikringsmæssige hensættelser og foreslår ændringer, hvor det er relevant.

4) Aktuarfunktionen forklarer enhver væsentlig konsekvens af ændringer i data, metoder eller antagelser imellem tidspunkter for værdiansættelse af de forsikringsmæssige hensættelser.

5) Anvender virksomheden en intern model, skal aktuarfunktionen bidrage til at præcisere, hvilke risici inden for deres ekspertiseområde der er omfattet af en intern model. Aktuarfunktionen skal også bidrage til at belyse, både hvorfra de indbyrdes sammenhænge mellem disse risici stammer og hvorfra sammenhængene mellem disse risici og andre risici stammer. Aktuarfunktionens bidrag skal være baseret på en forsikringsmæssig analyse og skal afspejle funktionens erfaring og ekspertise.

6) Aktuarfunktionen kommer med indstillinger om interne procedurer til forbedring af datakvaliteten, hvor det er relevant.

7) Aktuarfunktionens rapportering til direktionen, jf. § 17, stk. 4, eller til bestyrelsen, jf. § 20, stk. 2, skal redegøre for eventuelle væsentlige afvigelser mellem faktiske erfaringer og bedste skøn, undersøge årsagerne hertil og foreslå ændringer i antagelserne og modifikationer i værdiansættelsesmodellen med henblik på en forbedring af bedste skøn.