Bilbogsbekendtgørelsen Kapitel 6

Denne konsoliderede version af bilbogsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om tinglysning i bilbogen

Bekendtgørelse nr. 1213 af 25. oktober 2010,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 234 af 23. marts 2011 og bekendtgørelse nr. 1639 af 29. juni 2021

Kapitel 6 Adgang til oplysninger i bilbogen mv.
§ 20

Anmodning om oplysninger fra og udskrift af bilbogen skal angive det pågældende køretøjs stelnummer eller debitors eller købers CVR-nummer eller navn og personnummer eller navn og fødselsdato. Dog skal en anmodning om udskrift altid indeholde oplysning om stelnummer.

§ 21

Anmodninger om oplysninger fra og udskrift af det historiske register indgives til Tinglysningsretten. En anmodning efter 1. pkt. skal ud over de oplysninger, der er anført i § 20, angive, til hvilket konkret retsforhold oplysningerne skal bruges. Fuldstændige oplysninger skal dog efter anmodning videregives til den, som oplysningerne angår.

Stk. 2 Tinglysningsrettens afgørelse efter stk. 1 kan kæres til Vestre Landsret efter bestemmelserne i tinglysningslovens § 36.

§ 22

Tinglysningsretten kan for enhver, der ansøger herom, oprette et abonnement, der indebærer, at den pågældende modtager meddelelse, når der disponeres i tinglysningsmæssig henseende over et motorkøretøj.

Stk. 2 Et abonnement omfattet af stk. 1 kan vedrøre et eller flere bestemte motorkøretøjer.

Stk. 3 Meddelelser omfattet af abonnementet sendes til den e-mail-adresse, der er angivet i ansøgningen. Til brugere, der anvender systemopkobling godkendt af retten, sendes meddelelserne til den systemadresse, der er registreret i forbindelse med rettens godkendelse af systemet.

Stk. 4 Et abonnement er ikke tidsbegrænset, men løber, indtil det opsiges.

Stk. 5 Kan e-mail-adressen eller systemadressen, jf. stk. 3, ikke anvendes, og er der ikke givet Tinglysningsretten meddelelse om anden elektronisk adresse, ophører abonnementet.