Blodforsyningsloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af blodforsyningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om fremskaffelse af humant blod til behandlingsformål (blodforsyningsloven)

Lov nr. 295 af 27. april 2005,
som ændret ved lov nr. 545 af 24. juni 2005 og lov nr. 478 af 26. april 2022

Kapitel 1 1 Lovens formål og område
§ 1

Lovens formål er

  • 1) at fremme selvforsyning i Danmark med humant blod og dele af blod (blodkomponenter), der afgives til behandlingsformål,

  • 2) at sikre, at humant blod og blodkomponenter afgives frivilligt og uden betaling, og

  • 3) at sikre ensartede og høje kvalitets- og sikkerhedskrav til humant blod og blodkomponenter til behandlingsformål og dermed beskytte patienter mod overførsel af sygdom.

§ 2

Loven gælder ikke for stamceller.

§ 2a

Sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om, at bestemmelserne i kapitel 2 og 3 ikke skal gælde for blod og blodkomponenter, som medbringes, tappes eller på anden vis håndteres af medrejsende personale til brug for personer fra fremmede militære styrker, som af hensyn til den nationale sikkerhed opholder sig her i landet i en kortere periode enten efter aftale med Danmark eller som led i Danmarks internationale forpligtelser.