Boafgiftsloven § 6

Denne konsoliderede version af boafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om dødsboer og gaver

Lov nr. 426 af 14. juni 1995,
jf. lovbekendtgørelse nr. 11 af 06. januar 2023,
som ændret ved lov nr. 1795 af 28. december 2023

§ 6

Boafgiften beregnes

  • a) i et bo af den del af den i § 4 nævnte arvebeholdning, der overstiger et bundfradrag med et grundbeløb på 264.100 kr. (2010-niveau),

  • b) i en anmeldelse efter § 10, stk. 3, af den værdi af samtlige faste ejendomme og tilbehør hertil samt formue tilknyttet faste driftssteder, der overstiger et bundfradrag med et grundbeløb på 264.100 kr. (2010-niveau), og

  • c) i en anmeldelse efter § 10, stk. 4-7, af den opgjorte formue.

Stk. 2 Efterlader afdøde sig både fuldstændigt særeje og delingsformue, og skiftes særejet før delingsformuen, fratrækkes det i stk. 1 nævnte bundfradrag i særboet. Er særboet mindre end bundfradraget, fratrækkes det resterende beløb i afdødes boslod, når fællesboet skiftes. Skiftes afdødes særeje og delingsformuen samtidig, fordeles fradragsbeløbet forholdsmæssigt mellem særboet og boslodden. Ved beregning af boafgift af aktier eller en virksomhed efter § 1 a fordeles bundfradraget forholdsmæssigt mellem henholdsvis den del af arvebeholdningen, hvoraf der skal betales boafgift efter § 1, stk. 1, og den del af arvebeholdningen, hvoraf der skal betales afgift efter § 1 a.

Stk. 3 Overstiger den afgiftspligtige arvebeholdning eller den afgiftspligtige formue i en anmeldelse efter § 10, stk. 3, hvoraf der efter det i stk. 1 og 2 nævnte fradrag skal beregnes boafgift, ikke 2.000 kr., beregnes ingen boafgift. Overstiger den afgiftspligtige arvebeholdning, hvoraf der skal betales tillægsboafgift, ikke 2.000 kr., beregnes ingen tillægsboafgift. Overstiger formuen i en anmeldelse efter § 10, stk. 4-7, hvoraf der skal betales boafgift og eventuelt tillægsboafgift, ikke 2.000 kr., beregnes ingen boafgifter.

Stk. 4 Grundbeløbet i stk. 1 reguleres efter personskattelovens § 20.