Boligstøtteloven § 10

Denne konsoliderede version af boligstøtteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om individuel boligstøtte

Lov nr. 376 af 06. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 229 af 12. februar 2021,
som ændret ved lov nr. 546 af 03. maj 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 726 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023 og lov nr. 1793 af 28. december 2023

§ 10

Ved opgørelse af boligudgiften for lejere lægges den leje til grund, som efter lejeaftalen skal betales for lejlighedens areal, fælles boligareal, adgangsareal samt tilhørende sædvanlige udenomsrum.

Stk. 2 Omfatter lejen betaling for varme og varmt vand samt elforbrug, nedsættes lejen ved opgørelse af boligudgiften med henholdsvis 60,00 kr., 19,00 kr. og 45,25 kr. pr. m² bruttoetageareal, jf. § 72, stk. 1, nr. 2

Stk. 3 Betaler lejeren ud over lejen for vandforbrug, forhøjes lejen ved opgørelse af boligudgiften med 10,00 kr. pr. m² bruttoetageareal, såfremt vandafgift betales ud over lejen, og yderligere 14,50 kr. pr. m², såfremt vandafledningsafgift betales ud over lejen, jf. § 72, stk. 1, nr. 3

Stk. 4 Har lejeren pligt til at vedligeholde det lejede med tapet, hvidtning og maling, forhøjes lejen ved beregningen med 45,25 kr. pr. m² bruttoetageareal. Påhviler pligten kun delvis lejeren, herunder i medfør af § 26 i lov om leje af almene boliger m.v., forhøjes lejen ved beregningen med 22,50 kr. pr. m² bruttoetageareal. Påhviler pligten til anden vedligeholdelse lejeren helt eller delvis, forhøjes lejen yderligere med henholdsvis 45,25 kr. pr. m² bruttoetageareal og 22,50 kr. pr. m² bruttoetageareal. De i 1.-3. pkt. nævnte beløb reguleres efter § 72, stk. 1, nr. 4.

Stk. 5 Opvarmes lejligheden udelukkende med el eller gas, eller opvarmes lejligheden fra et kollektivt varmeforsyningsanlæg, og betaler lejeren ud over lejen den fulde udgift hertil, forhøjes lejen ved opgørelse af boligudgiften med 23,00 kr. pr. m² bruttoetageareal, jf. § 72, stk. 1, nr. 5.

Stk. 6 Boligudgiften efter stk. 1 opgøres som boligudgiften efter fradrag af indfasningsstøtte efter lov om byfornyelse og udvikling af byer.

Stk. 7 Ved fremleje, fremlån, udlejning eller anvendelse til erhverv af en del af lejligheden fradrages der ved beregningen et beløb i lejen beregnet efter stk. 1-6, der mindst svarer til den forholdsmæssige del af lejen efter antallet af værelser.