Boligstøtteloven § 59

Denne konsoliderede version af boligstøtteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om individuel boligstøtte

Lov nr. 376 af 06. juni 1991,
jf. lovbekendtgørelse nr. 229 af 12. februar 2021,
som ændret ved lov nr. 546 af 03. maj 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 726 af 13. juni 2023, lov nr. 753 af 13. juni 2023 og lov nr. 1793 af 28. december 2023

§ 59

Til boligtagere, der ikke er omfattet af bestemmelserne i §§ 55-57, kan kommunalbestyrelsen yde lån eller garantere for lån til betaling af beboerindskud i byggeri omfattet af lov om almene boliger m.v. bortset fra almene ungdomsboliger uden selvstændigt køkken. Det samme gælder i ejendomme, der tilhører almennyttige institutioner, såfremt der til ejendommens opførelse er bevilget statsstøtte i medfør af kapitel 12 i lov om boligbyggeri eller tidligere boligbyggerilove, jf. senest lovbekendtgørelse nr. 483 af 16. august 1973, kapitel 6.

Stk. 2 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på ældreboliger, der er indrettet i henhold til den tidligere lov om boliger for ældre og personer med handicap, jf. lovbekendtgørelse nr. 316 af 24. april 1996, og på almene ældreboliger omfattet af lov om almene boliger m.v.

Stk. 3 Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse på boliger, der er opført med støtte efter kapitel 12 a i lov om boligbyggeri og friplejeboliger.

Stk. 4 Har kommunalbestyrelsen eller regionsrådet efter § 51, stk. 2, i lov om almene boliger m.v. lejet en lejlighed som nævnt i stk. 1, kan kommunalbestyrelsen tilsvarende yde støtte efter stk. 1 til personer i bofællesskabet til den del af depositum, der af kommunalbestyrelsen eller regionsrådet er indbetalt som beboerindskud.

Stk. 5 Lån kan kun ydes af den kommune, hvori boligen ligger. Er lejerens hidtidige bolig beliggende i en anden kommune, kan det dog aftales, at lån ydes af fraflytningskommunen. Har lejeren måttet fraflytte sin hidtidige lejlighed på grund af sanering eller byfornyelse, jf § 54, stk. 1, 2. pkt., kan lån dog også ydes af den hidtidige opholdskommune.