Borteblevneloven § 25

Denne konsoliderede version af borteblevneloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om borteblevne

Lov nr. 397 af 17. juli 1946,
jf. lovbekendtgørelse nr. 766 af 04. august 2005,
som ændret ved lov nr. 737 af 25. juni 2014

§ 25

Er der ikke vished for, at en arving har overlevet arveladeren, udlægges der ingen arv til ham. Arvingen har dog ret til i 10 år fra dødsfaldet – i boer behandlet ved bobestyrer alene 5 år fra dødsfaldet – at kræve arven fra dem, som har fået den udlagt. Såfremt arvingen er død i dette tidsrum, får den, som herefter er berettiget til arven, samme ret, som arvingen ville have haft.

Stk. 2 Bestemmelsen i § 104 i lov om skifte af dødsboer finder herved anvendelse.

Stk. 3 Er der opnået dødsformodningsdom eller afsagt dødsfaldskendelse over arvingen, anvendes fristen i § 17, hvis den udløber før fristen i stk. 1.

Stk. 4 Er der nogen sandsynlighed for, at en arving har overlevet arveladeren, kan skifteretten uanset regelen i stk. 1, når særlige forhold taler derfor, bestemme, at den arv, som eventuelt kan tilfalde denne arving, foreløbig bestyres i en forvaltningsafdeling, jf. værgemålslovens § 35, stk. 1, som tilhørende boet, medens dette i øvrigt sluttes. Når de fornødne undersøgelser er foretaget, dog senest 1 år efter arvens indsættelse i en forvaltningsafdeling, optager skifteretten spørgsmålet om udlodning af arven til endelig behandling.