Brændstofforbrugsafgiftsloven § 6

Denne konsoliderede version af brændstofforbrugsafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgift efter brændstofforbrug m.v. for visse person- og varebiler (brændstofforbrugsafgiftsloven)

Lov nr. 360 af 02. juni 1997,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1147 af 31. maj 2021,
som ændret ved lov nr. 753 af 13. juni 2023

Fritagelser m.m.
§ 6

Fritaget for afgiften er:

  • 1) Biler, der tilhører kongen og dronningen samt medlemmer af kongehuset, som er efterkommere i første led af danske konger, eller for hvem der i henhold til grundlovens § 11 er fastsat årpenge, samt disses enker.

  • 2) Biler, der tilhører forsvaret og det statslige regionale redningsberedskab.

  • 3) Biler, der specielt er indrettet til brandsluknings- og redningsopgaver og udelukkende anvendes ved udrykning hertil, samt biler, som tilhører og udelukkende anvendes af beredskabskommissioner og ikke anvendes erhvervsmæssigt i konkurrence med private erhvervsdrivende.

  • 4) Ambulancer.

  • 5) Benzindrevne personbiler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport.

Stk. 2 Af dieseldrevne personbiler med tilladelse til erhvervsmæssig persontransport betales det dobbelte af de i § 3, stk. 1, under B eller i § 3 c, stk. 1, under A fastsatte satser for udligningsafgift.

Stk. 3 Når der er forløbet 35 år fra en bils 1. registrering, skal der fra den følgende afgiftsperiode kun betales afgift eller tillæg med ¼ af sædvanlig afgift eller tillæg.

Stk. 4 Skatteministeren kan, i det omfang det er nødvendigt for at opfylde traktatmæssige forpligtelser, fastsætte regler om afgiftsfrihed for biler, som tilhører:

  • 1) Fremmede staters herværende diplomatiske repræsentationer og de til sådanne repræsentationer knyttede personer.

  • 2) Fremmede staters herværende konsulære repræsentationer og de til sådanne repræsentationer knyttede personer.

  • 3) Internationale organisationer og institutioner, som Danmark er medlem af, og de til sådanne organisationer knyttede personer, herunder sagkyndige, som udfører hverv for de pågældende organisationer eller institutioner, samt medlemsstaternes repræsentanter i og udsendinge til sådanne organisationer og institutioner.