Brugsmodelloven § 5

Denne konsoliderede version af brugsmodelloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om brugsmodeller

Lov nr. 1431 af 21. december 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 91 af 29. januar 2019,
som ændret ved lov nr. 551 af 02. juni 2014

§ 5

For at kunne registreres skal en frembringelse være ny i forhold til, hvad der var kendt før ansøgningens indleveringsdag, og den skal tydeligt adskille sig derfra.

Stk. 2 Som kendt anses alt, hvad der er blevet almindeligt tilgængeligt gennem skrift, foredrag, udstilling, udbud, udnyttelse, ved afbildning eller på anden måde. Ligeledes anses indholdet i en patentansøgning eller en brugsmodelansøgning, der er indleveret med gyldighed for Danmark før brugsmodelansøgningens indleveringsdag, som kendt, hvis denne ansøgning bliver almindeligt tilgængelig i overensstemmelse med reglerne i patentlovens § 22 og denne lovs § 24. Kravet i stk. 1 om, at frembringelsen tydeligt skal adskille sig fra det kendte, gælder dog ikke for indholdet af sådanne ansøgninger.

Stk. 3 Brugsmodelregistrering kan dog opnås for en frembringelse, uanset at den inden for de sidste 6 måneder før ansøgningens indlevering er blevet almindeligt tilgængelig, når dette er en følge af

  • 1) et åbenbart misbrug i forhold til ansøgeren eller nogen, fra hvem dennes ret hidrører, eller

  • 2) at ansøgeren eller nogen, fra hvem dennes ret hidrører, har forevist frembringelsen på sådan officiel eller officielt anerkendt international udstilling, som omhandles i den i Paris den 22. november 1928 indgåede konvention om internationale udstillinger.