Brugsmodelloven § 59

Denne konsoliderede version af brugsmodelloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om brugsmodeller

Lov nr. 1431 af 21. december 2005,
jf. lovbekendtgørelse nr. 91 af 29. januar 2019,
som ændret ved lov nr. 551 af 02. juni 2014

§ 59

Den, som anlægger sag om hel eller delvis ugyldigkendelse af en brugsmodelregistrering eller om overførelse af registreringen, skal meddele dette til Patent- og Varemærkestyrelsen til indførelse i brugsmodelregisteret samt i anbefalet brev give meddelelse om sagsanlægget til enhver licenshaver, der er indført i brugsmodelregisteret med adresse. En licenshaver, der vil anlægge sag om indgreb i brugsmodelretten, skal på tilsvarende måde give meddelelse herom til brugsmodelhaveren.

Stk. 2 Dokumenterer sagsøgeren ikke i stævningen, at anmeldelse og meddelelser, som er angivet i stk. 1, har fundet sted, kan retten fastsætte en frist til opfyldelse af betingelserne. Overskrides den fastsatte frist, afvises sagen.

Stk. 3 I sager om brugsmodelindgreb anlagt af brugsmodelhaveren skal sagsøgte give meddelelse efter reglerne i stk. 1 til patentmyndigheden og registrerede licenshavere, såfremt sagsøgte vil nedlægge påstand om, at brugsmodelregistreringen kendes ugyldig. Bestemmelsen i stk. 2 finder tilsvarende anvendelse, således at påstanden om, at brugsmodelregistreringen kendes ugyldig, afvises, hvis den fastsatte frist overskrides.

Stk. 4 I sager om brugsmodelindgreb anlagt af en licenshaver kan sagsøgte tilstævne brugsmodelhaveren uden hensyn til dennes værneting og over for denne nedlægge påstand om, at brugsmodelregistreringen kendes ugyldig. Bestemmelserne i retsplejelovens kapitel 34 finder tilsvarende anvendelse.