Bruxelles I-forordningsloven Kapitel 2 c

Denne konsoliderede version af bruxelles I-forordningsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om anerkendelse og fuldbyrdelse af visse udenlandske retsafgørelser m.v. på det civil- og handelsretlige område

Lov nr. 1563 af 20. december 2006,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1282 af 14. november 2018

Kapitel 2 c Anerkendelse og fuldbyrdelse efter værnetingsaftalekonventionen
§ 8i

Anmodning om, at en udenlandsk retsafgørelse, som er omfattet af værnetingsaftalekonventionen, erklæres eksigibel, indgives til fogedretten. Anmodningen skal være skriftlig.

Stk. 2 Der kan samtidig med en anmodning efter stk. 1 anmodes om fuldbyrdelse af retsafgørelsen efter retsplejelovens regler.

Stk. 3 Den, der fremsætter anmodning efter stk. 1, skal, hvis vedkommende ikke har bopæl her i landet, udpege en procesfuldmægtig.

Stk. 4 En retsafgørelse erklæres eksigibel, når kravene i konventionens artikel 13 er opfyldt, uden prøvelse af de grunde til afvisning af anerkendelse og fuldbyrdelse, der er opregnet i konventionen. Den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, kan ikke på dette tidspunkt af sagens behandling fremsætte bemærkninger.

Stk. 5 Retsplejelovens § 149, stk. 2, finder anvendelse på den dokumentation, der er nævnt i konventionens artikel 13.

Stk. 6 Fogedrettens afgørelse om, hvorvidt retsafgørelsen er eksigibel, træffes ved kendelse.

Stk. 7 Fogedrettens afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres eksigibel, skal forkyndes for den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse. Retsafgørelsen vedlægges forkyndelsen.

§ 8j

Fogedrettens afgørelse om eksigibilitet kan med de ændringer, der følger af denne lov, kæres til landsretten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.

Stk. 2 Landsrettens afgørelse kan med de ændringer, der følger af denne lov, og med tilladelse fra Procesbevillingsnævnet kæres til Højesteret efter reglerne i retsplejelovens kapitel 37.

Stk. 3 Kære efter stk. 1 og 2 sker ved indlevering af kæreskrift til den ret, hvortil afgørelsen kæres.

Stk. 4 Fristen for kære af en afgørelse om, at en udenlandsk retsafgørelse erklæres eksigibel, er 1 måned fra det tidspunkt, hvor afgørelsen blev forkyndt.

Stk. 5 Den ret, hvortil afgørelsen kæres, giver parterne adgang til at udtale sig. Retten kan bestemme, at der skal foretages mundtlig forhandling.

Stk. 6 Den ret, hvortil afgørelsen kæres, kan kun afslå at erklære retsafgørelsen eksigibel eller ophæve afgørelsen om eksigibilitet efter de grunde, der er opregnet i konventionen.

§ 8k

En retsafgørelse, der er erklæret eksigibel, kan med de ændringer, der følger af denne lov, fuldbyrdes efter de regler, der gælder for fuldbyrdelse af danske afgørelser.

Stk. 2 Indtil fristen for kære af afgørelsen om eksigibilitet er udløbet, eller indtil en eventuel kære er afgjort, kan der foretages udlæg eller andre fuldbyrdelsesskridt. Der kan dog ikke foretages tvangsauktion over udlagt gods eller i øvrigt foretages skridt, der går videre end til at sikre tilstedeværelsen af gods, hvori fuldbyrdelse kan ske. Et udlægs plads i rækkefølgen mellem flere udlæg i samme aktiv, jf. retsplejelovens § 526, regnes tidligst fra tidspunktet for afgørelsen om, at den udenlandske retsafgørelse er eksigibel.

§ 8l

Bestrides anerkendelsen af en udenlandsk retsafgørelse, kan en berettiget part, der som det væsentligste påberåber sig anerkendelsen, efter reglerne i dette kapitel få fastslået, om retsafgørelsen skal anerkendes.

Stk. 2 Gøres anerkendelsen gældende under en verserende retssag, og har den betydning for afgørelsen af sagen, kan retten behandle spørgsmålet om anerkendelsen.