Budbekendtgørelsen Kapitel 5

Denne konsoliderede version af budbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om salg af fast ejendom ved budrunde (Budbekendtgørelsen)

Bekendtgørelse nr. 321 af 29. marts 2007,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 21 af 16. januar 2012

Kapitel 5 Afslutning af budrunden
Kun én budgiver
§ 26

Hvis der ved budperiodens udløb kun er modtaget bud fra en enkelt budgiver, er budrunden bortfaldet.

Stk. 2 Formidleren skal straks orientere sælgeren og budgiveren om, at budgiveren ikke er bundet af sit bud, men at budgiveren i stedet kan indgå i forhandlinger med sælgeren om køb af ejendommen på baggrund af udbudsprisen, jf. § 22.

Flere budgivere
§ 27

Hvis sælger vælger at forkaste alle bud, skal formidleren underrette budgiverne herom straks efter acceptfristens udløb. Samtidig hermed sender formidleren budjournalen i anonymiseret form til alle budgivere.

§ 28

Hvis sælger vælger at acceptere et af buddene, meddeler sælger sin accept heraf ved sin underskrift på den valgte budgivers (købers) tilbudsblanket og på købsaftalen.

Stk. 2 Formidleren fremsender sælgers accept til køber inden udløbet af acceptfristen, jf. § 20.

Stk. 3 Sammen med accepten sender formidleren

§ 29

Når den valgte købers fortrydelsesret er udløbet, sender formidleren kopi af budjournalen i anonymiseret form til de øvrige budgivere, som har deltaget i budrunden.

Afslutning af budrunden uden salg
§ 30

Har sælger valgt ikke at gøre brug af de indkomne bud, eller har den valgte køber udnyttet sin fortrydelsesret, er budrunden afsluttet uden salg.

Stk. 2 Sælger kan herefter gå i forhandling med en eller flere interesserede købere, herunder også en eller flere af de tidligere budgivere, efter eget valg.

Stk. 3 Vælger sælger at starte en ny budrunde, skal processen starte forfra. Der skal herefter indgås ny aftale mellem sælgeren og formidleren herom. Der skal endvidere udarbejdes nyt udbudsmateriale, og budgivningen m.v. skal starte forfra i overensstemmelse med reglerne i denne bekendtgørelse. Der skal herunder fastsættes en rimelig frist for afgivelse af bud, der giver nye budgivere tilstrækkelig tid til at få afklaret de forhold, der er nævnt i § 15, stk. 1.