Byfornyelsesloven § 105

Denne konsoliderede version af byfornyelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om byfornyelse og udvikling af byer

Lov nr. 1234 af 27. december 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 794 af 27. april 2021,
som ændret ved lov nr. 889 af 21. juni 2022 og lov nr. 679 af 03. juni 2023

§ 105

Ejere og brugere af fast ejendom samt offentlige myndigheder har pligt til på begæring af kommunalbestyrelsen, boligkommissionen eller bygningsforbedringsudvalget at afgive oplysninger til brug for byfornyelsesvirksomheden, herunder om tilvejebringelse af erstatningsboliger og om kondemnering m.v. i medfør af denne lov.

Stk. 2 Hvis det skønnes nødvendigt for, at kommunalbestyrelsen kan træffe beslutning efter kapitel 6 om friarealforbedring eller efter kapitel 9 om kondemnering af sundheds- og brandfarlige boliger eller opholdsrum, har de i stk. 1 nævnte myndigheder til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til fast ejendom. Tilsvarende gælder, når kommunalbestyrelsen har truffet de i 1. pkt. nævnte beslutninger.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan foretage nødvendige indgreb i bygningens konstruktioner med henblik på at afgøre, om der er sundheds- eller brandfare, jf. § 75, stk. 1-5. Kommunalbestyrelsen foretager nødvendig retablering som følge af indgreb efter 1. pkt.

Stk. 4 Politiet yder de i stk. 1 nævnte myndigheder bistand til at opnå en i henhold til loven hjemlet adgang til en ejendom. Boligministeren kan efter forhandling med justitsministeren fastsætte nærmere regler om denne bistand.

Stk. 5 Spørgsmål om, hvorvidt en oplysning efter stk. 1 eller adgang efter stk. 2 kan kræves, kan af ejere eller brugere indbringes for byfornyelsesnævnet.