Bygningsreglementet § 493

Denne konsoliderede version af bygningsreglementet er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om bygningsreglement 2018 (BR18)

Bekendtgørelse nr. 1399 af 12. december 2019,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 182 af 05. marts 2020, bekendtgørelse nr. 794 af 02. juni 2020, bekendtgørelse nr. 1872 af 07. december 2020, bekendtgørelse nr. 1282 af 11. juni 2021, bekendtgørelse nr. 2312 af 07. december 2021, bekendtgørelse nr. 1030 af 27. juni 2022, bekendtgørelse nr. 1286 af 15. september 2022, bekendtgørelse nr. 1464 af 28. november 2022, bekendtgørelse nr. 1498 af 06. december 2022, bekendtgørelse nr. 1583 af 21. december 2022 og bekendtgørelse nr. 1673 af 11. december 2023

§ 493

Et byggeri eller bygningsafsnit skal indplaceres i én af følgende brandklasser:

  • 1) Brandklasse 1 (BK1), som omfatter følgende bygningsafsnit, der udføres i overensstemmelse med de præ-accepterede løsninger, som er beskrevet i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand, og hvor der alene anvendes simple brandtekniske installationer og håndslukningsudstyr:

    • a) bygningsafsnit i risikoklasse 1, der er henført til anvendelseskategori 1, og har et samlet etageareal på højst 600 m2,

    • b) bygningsafsnit i risikoklasse 1, der helt eller delvist er henført til anvendelseskategori 4, hvis bygningsafsnittet er brandmæssigt fritliggende eller brandmæssigt adskilt i forhold til skel, brandmæssigt fritliggende i forhold til øvrig bebyggelse på egen grund og har et samlet etageareal på højst 600 m2,

    • c) tilbygninger til eksisterende byggeri med bygningsafsnit i risikoklasse 1, som helt eller delvist er henført til anvendelseskategori 4, uanset om bygningsafsnittet er brandmæssigt fritliggende, hvis tilbygningen er brandmæssigt fritliggende eller brandmæssigt adskilt i forhold til skel, brandmæssigt fritliggende i forhold til øvrig bebyggelse på egen grund, og bygningsafsnittet efter tilbygning har et samlet etageareal på højst 600 m², og

    • d) bygningsafsnit i risikoklasse 1, der er henført til anvendelseskategori 2, 3 og 5, hvis bygningsafsnittet er brandmæssigt fritliggende.

  • 2) Brandklasse 2 (BK2), som omfatter byggeri i risikoklasse 1 - 3. De tekniske løsninger skal udføres i overensstemmelse med de præ-accepterede løsninger, som er beskrevet i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 - Brand. Der kan fraviges fra de præ-accepterede løsninger som angivet i bilag 4.

  • 3) Brandklasse 3 (BK3), som omfatter byggeri i risikoklasse 1-3. De tekniske løsninger skal dokumenteres i overensstemmelse med metoderne i Bygningsreglementets vejledning til kapitel 5 – Brand, herunder en af følgende eller en kombination af disse:

    • a) De præ-accepterede løsninger.

    • b) Brandteknisk begrundet vurdering.

    • c) Komparativ analyse.

    • d) Brandteknisk dimensionering.

  • 4) Brandklasse 4 (BK4), som omfatter byggeri i risikoklasse 1- 4, hvor brandsikkerheden tillige kan dokumenteres ved brug af andre metoder end de metoder, som er angivet under nr. 3, litra a-d. Benyttes orienterende brandprøvning, der ikke vedrører brandteknisk klassifikation af byggevarer eller bygningsdele ved dokumentationen af brandforholdene, indplaceres byggeriet i brandklasse 4.

Stk. 2 Byggearbejder, der er undtaget for byggetilladelse, jf. § 5, stk. 1, er undtaget fra indplacering i brandklasser efter stk. 1.

Stk. 3 Midlertidige udendørs camping- og salgsområder er undtaget fra indplacering i brandklasser efter stk. 1. Det skal på baggrund af risikoen i tilfælde af brand vurderes af kommunalbestyrelsen, om og i hvilket omfang:

  • 1) En certificeret brandrådgiver skal inddrages.

  • 2) Dokumentationen skal udfærdiges efter principperne i kapitel 29 og 30.

Stk. 4 Legepladsredskaber og -underlag, multisportsudstyr, motionsredskaber i det fri, skateboardbaner og lignede er undtaget fra indplacering i en brandklasse, hvis udformningen eller anvendelsen efter kommunalbestyrelsens vurdering ikke medfører en uacceptabel risiko for personskade i tilfælde af brand.

Stk. 5 For byggeri, som på grund af dets udformning eller anvendelse ikke kan indplaceres i en brandklasse, skal det på baggrund af risikoen i tilfælde af brand af kommunalbestyrelsen vurderes om, og i hvilket omfang:

Stk. 6 Dokumentationen for overholdelse af stk. 3 og stk. 5 skal indsendes i forbindelse med ansøgning om byggetilladelse.