CFC-loven § 3d

Denne konsoliderede version af cFC-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgift af cfc og visse industrielle drivhusgasser

Lov nr. 832 af 21. december 1988,
jf. lovbekendtgørelse nr. 448 af 17. april 2020,
som ændret ved lov nr. 1728 af 27. december 2018, lov nr. 811 af 09. juni 2020, lov nr. 2225 af 29. december 2020, lov nr. 1240 af 11. juni 2021, lov nr. 2616 af 28. december 2021, lov nr. 755 af 13. juni 2023, lov nr. 1795 af 28. december 2023 og lov nr. 1797 af 28. december 2023

§ 3d

Ved erhvervsmæssig modtagelse af dækningsafgiftspligtige varer, jf. § 1, stk. 2, og bilag 1, fra andre EU-lande svares afgiften i forbindelse med varemodtagelsen her i landet, jf. dog stk. 2. Varemodtagere skal inden varens afsendelse fra udlandet anmelde sig som registreret varemodtager hos told- og skatteforvaltningen.

Stk. 2 Der skal ikke svares afgift efter stk. 1 for stoffer, som er afgiftspligtige efter § 3 a og er anvendt som kølemiddel i airconditionanlæg i biler, jf. bilag 1, nr. 12.

Stk. 3 De i stk. 1 nævnte registrerede varemodtagere skal efter udløbet af hver afgiftsperiode angive mængden af de varer, virksomheden har modtaget i perioden, og indbetale afgiften heraf til told- og skatteforvaltningen. Angivelsen og betalingen sker efter reglerne i §§ 2, 3 og 5-7 og § 8, nr. 2 og 3, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v.

Stk. 4 Told- og skatteforvaltningen kan pålægge registrerede varemodtagere, der gentagne gange ikke betaler afgiften rettidigt, at afgive angivelse ved varens modtagelse. Told- og skatteforvaltningen kan endvidere pålægge virksomheden at betale afgiften ved varens modtagelse.

Stk. 5 Bestemmelserne i lovens §§ 8, 12 og 14 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 6 Ved indførsel eller modtagelse af dækningsafgiftspligtige varer efter stk. 1, § 3, stk. 1, og § 3 c, stk. 1, kan en virksomhed undlade at lade sig registrere som varemodtager og betale afgift, hvis mængden af indførte og modtagne afgiftspligtige varer svarer til en afgift, der ikke overstiger 10.000 kr. årligt. Den årlige periode er virksomhedens regnskabsår, dog højst 12 på hinanden følgende måneder. For nystiftede virksomheder, hvis første regnskabsperiode overstiger 12 måneder, dog højst 18 måneder, jf. årsregnskabslovens § 15, stk. 2, anses den årlige periode for påbegyndt ved stiftelsen af virksomheden. 1. pkt. finder ikke anvendelse for stoffer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-5, og § 3 a, stk. 1, nr. 1 og 2.