Chokoladeafgiftsloven § 23

Denne konsoliderede version af chokoladeafgiftsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om afgift af chokolade- og sukkervarer m.m.

Lov nr. 414 af 18. december 1968,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1446 af 21. juni 2021,
som ændret ved lov nr. 1240 af 11. juni 2021, lov nr. 2616 af 28. december 2021, lov nr. 288 af 07. marts 2022, lov nr. 832 af 14. juni 2022, lov nr. 755 af 13. juni 2023 og lov nr. 1795 af 28. december 2023

Kontrolbestemmelser
§ 23

Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn i de virksomheder, der omfattes af loven, og til at efterse virksomhedernes varebeholdninger, forretningsbøger, øvrige regnskabsmateriale samt korrespondance m.v.

Stk. 2 Virksomhedernes indehavere og de i virksomhederne beskæftigede personer skal yde told- og skatteforvaltningen fornøden vejledning og hjælp ved foretagelsen af de i stk. 1 omhandlede eftersyn.

Stk. 3 Det i stk. 1 nævnte materiale skal på begæring udleveres eller indsendes til told- og skatteforvaltningen.

Stk. 4 Leverandører af råvarer og emballage til fremstilling af varer, der er afgiftspligtige efter kapitel 1, skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysning om deres leverancer af varer til virksomheder, der fremstiller afgiftspligtige varer.

Stk. 5 Erhvervsdrivende skal på begæring meddele told- og skatteforvaltningen oplysninger om deres indkøb af afgiftspligtige varer til virksomheden.

Stk. 6 Told- og skatteforvaltningen er berettiget til at foretage eftersyn af varer under transport, når disse varer erhvervsmæssigt sælges fra udlandet eller erhvervsmæssigt transporteres til andre end registrerede oplagshavere.

Stk. 7 Told- og skatteforvaltningen har, hvis det skønnes nødvendigt, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse adgang til at foretage eftersyn af varebeholdninger og regnskaber m.v. hos de i stk. 4-6 omhandlede virksomheder.

Stk. 8 I det omfang oplysninger som nævnt i stk. 1 og 7 er registreret elektronisk, omfatter forvaltningens adgang til disse oplysninger også en elektronisk adgang hertil.