Cityringloven Kapitel 3 a

Denne konsoliderede version af cityringloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om en Cityring

Lov nr. 552 af 06. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1939 af 30. september 2021

Kapitel 3 a Afgrening til Nordhavnen
§ 5a

Transportministeren bemyndiges til at træffe dispositioner i henhold til denne lov om udvidelse af Cityringen med en afgrening til Nordhavnen.

Stk. 2 Kort over udvidelse af Cityringen med afgreningen til Nordhavnen fremgår af bilag 2.

Stk. 3 Udvidelsen af Cityringen med afgreningen til Nordhavnen kan omfatte yderligere stationer end de stationer, der fremgår af bilag 2. Anlæg af yderligere stationer besluttes af Københavns Kommune efter enighed med transportministen og Frederiksberg Kommune.

Stk. 4 §§ 3-5, § 6 og § 7, stk. 2-5, finder ikke anvendelse på afgreningen fra Cityringen til Nordhavnen.

Stk. 5 §§ 5 d-5 f finder ikke anvendelse på en udvidelse af afgreningen til Nordhavnen, som er nævnt i stk. 3. En sådan udvidelse og alle udgifter i forbindelse hermed finansieres af Københavns Kommune eller Udviklingsselskabet By & Havn I/S.

§ 5b

Metroselskabet I/S forestår projektering, anlæg og drift af afgreningen fra Cityringen til Nordhavnen. Driften af afgreningen til Nordhavnen foregår som en integreret del af driften på den øvrige Cityring.

§ 5c

Metroselskabet I/S skal foretage udbud af anlæg, drift og vedligehold af afgreningen fra Cityringen til Nordhavnen. Afgreningen fra Cityringen til Nordhavnen skal ejes af Metroselskabet I/S.

Stk. 2 Efter afholdelse af udbud, og inden Metroselskabet I/S indgår kontrakter om anlæg, drift og vedligehold af afgreningen fra Cityringen til Nordhavnen, forelægger Metroselskabet I/S sin indstilling med henblik på godkendelse heraf for transportministeren og Københavns Kommune.

Stk. 3 Kontrakter om anlæg, drift og vedligehold af afgreningen til Nordhavnen efter stk. 2 kan kun indgås, hvis der er enighed herom mellem transportministeren og Københavns Kommune.

§ 5d

Ved tilkøb eller udnyttelse af optioner forstås udgifter til anlæg og drift, der ikke er nødvendige for afgreningen fra Cityringen til Nordhavnen, og som staten eller Københavns Kommune har mulighed for at vælge i forbindelse med gennemførelse af anlægget. Tilkøb og udnyttelse af optioner betales af den, der ønsker at foretage tilkøb eller udnytte en option.

Stk. 2 Uforudsete udgifter, som er nødvendige af hensyn til gennemførelse af afgreningen fra Cityringen til Nordhavnen, betales af Metroselskabet I/S. Den nødvendige finansiering tilvejebringes i fællesskab af Københavns Kommune med 54,5 pct. og staten med 45,5 pct.

Stk. 3 De i stk. 1 og 2 nævnte betalinger omfatter betaling til anlægsomkostninger og i givet fald til drifts- og vedligeholdelsesomkostninger.

§ 5e

Udgifter som følge af krav fra en myndighed, herunder som følge af internationale krav, EU-retlige krav eller national lov, herunder jernbanesikkerhedsmæssige krav i forbindelse med projektering, anlæg og drift af afgreningen fra Cityringen til Nordhavnen, betales af Metroselskabet I/S. Den nødvendige finansiering tilvejebringes af Københavns Kommune med 54,5 pct. og staten med 45,5 pct.

§ 5f

Udgiften til eventuelle nødvendige tilpasninger af vandforsyningsnettet i forbindelse med projektering og anlæg af afgreningen fra Cityringen til Nordhavnen betales af Metroselskabet I/S. Den nødvendige finansiering tilvejebringes i fællesskab af Københavns Kommune med 54,5 pct. og staten med 45,5 pct.

Stk. 2 Kommunen er forpligtet til at føre afløbsledninger frem til tilslutningspunkter lige uden for hver stations- og skaktkonstruktion i forbindelse med projektering og anlæg af afgreningen fra Cityringen til Nordhavnen. Metroselskabet I/S betaler sædvanligt tilslutningsbidrag til afløbsledninger. Metroselskabet I/S afholder eventuelle udgifter til afledning af oppumpet vand fra udgravninger, og den nødvendige finansiering tilvejebringes i fællesskab af Københavns Kommune med 54,5 pct. og staten med 45,5 pct.

§ 5g

§ 106, stk. 1, i lov om offentlige veje om gæsteprincippet finder anvendelse i forbindelse med projektering og anlæg af afgreningen fra Cityringen til Nordhavnen, jf. § 5 a.