CPR-loven Kapitel 3

Denne konsoliderede version af cPR-loven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om det centrale personregister

Lov nr. 426 af 31. maj 2000,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1010 af 23. juni 2023,
som ændret ved lov nr. 411 af 25. april 2023, lov nr. 1546 af 12. december 2023, lov nr. 1572 af 12. december 2023 og lov nr. 1784 af 28. december 2023

Kapitel 3 1 Kommunalbestyrelsens folkeregistrering
§ 6

Kommunalbestyrelsen skal i CPR registrere enhver på dennes bopæl i kommunen, hvis vedkommende efter kapitel 4-6 skal være registreret her i landet. Ved bopæl forstås det sted (bolig), hvor en person regelmæssigt sover, når denne ikke er midlertidigt fraværende på grund af ferie, forretningsrejse, sygdom eller lignende, og hvor denne har sine ejendele.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen skal registrere den, der ingen bopæl har, på vedkommendes faste opholdssted i kommunen uanset dettes karakter. For at opholdsstedet kan anses for fast, skal opholdet have en vis varighed, hvorunder opholdsstedet ikke bevæges, jf. § 9.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen afgør, om en anmeldt flytning opfylder betingelserne for at blive registreret, jf. kapitel 4-6. Kommunalbestyrelsen må ikke registrere en person på en adresse, hvis der er tvivl om, hvorvidt vedkommende bor eller opholder sig der, jf. stk. 1 og 2, men skal først undersøge sagen, herunder ved anvendelse af reglerne i § 10, stk. 2-4. Kommunalbestyrelsen kan anvende bestemmelsen i § 10, stk. 2, nr. 2, ved enhver anmeldelse af flytning til en adresse, hvor der i forvejen er registreret andre.

Stk. 4 Den hidtidige bopælskommune skal fortsat have registreret den, der intet fast opholdssted har, men kommunalbestyrelsen skal registrere den pågældende som fraflyttet den tidligere adresse. Kommunalbestyrelsen skal med mellemrum tage sagen op for at vurdere, om der kan fastlægges en bopæl eller et fast opholdssted.

Stk. 5 Den hidtidige bopælskommune skal registrere den, der resultatløst er eftersøgt, som forsvundet, indtil vedkommende er fundet eller har givet sig til kende. Kommunalbestyrelsen skal med mellemrum tage sagen op for at vurdere, om der kan fastlægges en bopæl eller et fast opholdssted.

Stk. 6 Kommunalbestyrelsen skal uanset stk. 1 og 2 efter skriftlig meddelelse herom fra politiet registrere en person som værende uden fast bopæl i kommunen, når personen er udsat for trusler mod sin person i forbindelse med

  • 1) æresrelaterede eller samlivsrelaterede konflikter,

  • 2) at den pågældende indgår i et exitprogram iværksat af myndighederne på grund af personens tilknytning til rocker- og bandemiljøet,

  • 3) en forventet eller allerede afgivet vidneforklaring til politiet eller i retten i en straffesag, eller

  • 4) at den pågældende er offer for chikane, forfølgelse eller stalking.

Stk. 7 Flytter en person, der er omfattet af stk. 6, til en ny kommune, skal kommunalbestyrelsen i tilflytningskommunen registrere personen som værende uden fast bopæl i tilflytningskommunen. Ændres personens bopæl eller faste opholdssted, mens personen er registreret som værende uden fast bopæl, skal kommunalbestyrelsen underrette politiet herom. Giver politiet eller personen selv kommunalbestyrelsen skriftlig meddelelse om, at registreringen som værende uden fast bopæl skal ophæves, skal kommunalbestyrelsen registrere personen efter stk. 1, 2, 4 eller 5. Er registreringen ophævet efter anmodning fra personen selv, skal kommunalbestyrelsen underrette politiet herom.

Stk. 8 Har eller får et barn af en forælder, der er omfattet af stk. 6, samme bopæl som forælderen, registreres barnet ligeledes som værende uden fast bopæl, og registreringen af barnets bopæl følger forælderen, så længe barnet bor sammen med forælderen. Har eller får en ægtefælle eller samlever til en person, der er omfattet af stk. 6, samme bopæl som denne person, registreres ægtefællen eller samleveren ligeledes som værende uden fast bopæl, og registreringen af ægtefællens eller samleverens bopæl følger personen omfattet af stk. 6, så længe ægtefællen eller samleveren bor sammen med den pågældende. Tilsvarende gælder for et barn af en ægtefælle eller samlever omfattet af 2. pkt., som har eller får samme bopæl som forælderen, så længe barnet bor sammen med forælderen. Når en ægtefælle eller samlever, der er omfattet af 2. pkt., eller dennes barn, der er omfattet af 3. pkt., registreres som værende uden fast bopæl, skal kommunalbestyrelsen underrette politiet herom. Stk. 7, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse for en ægtefælle eller samlever, der er omfattet af 2. pkt., og dennes barn, der er omfattet af 3. pkt.

Stk. 9 En kommunalbestyrelse kan efter aftale helt eller delvist overlade opgaver vedrørende registrering af indrejse i CPR af personer, der tilflytter kommunen fra udlandet og betjenes i et International Citizen Service, til en anden kommunalbestyrelse, som i et International Citizen Service varetager opgaver vedrørende registrering af indrejse i CPR. En kommunalbestyrelse, som efter 1. pkt. har overladt opgaver til en anden kommunalbestyrelse, kan ligeledes til denne anden kommunalbestyrelse overlade opgaver vedrørende behandling og registrering i CPR af fremtidig udrejse, som anmeldes i forbindelse med anmeldelse af en indrejse.

§ 7

Kommunalbestyrelsen skal registrere personer, der anvender flere boliger her i landet, med bopæl i den af boligerne, som de efter en samlet vurdering må siges at have mest tilknytning til. Ved afgørelsen af tilknytningen til en bolig skal en lovlig bolig altid gå forud for en ulovlig bolig.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsens afgørelse efter stk. 1 træffes bl. a. efter følgende kriterier:

  • 1) Antallet af overnatninger i boligen.

  • 2) Boligens afstand fra det daglige arbejde.

  • 3) Om ægtefælle eller samlever og børn bor i denne bolig.

  • 4) Boligens størrelse og kvalitet.

  • 5) Om personens ejendele opbevares i boligen.

Stk. 3 Hvis en helhedsvurdering efter kommunalbestyrelsens vurdering ikke klart peger på én af boligerne som bopælen, kan personens eget ønske følges. Et sådant valg mellem flere mulige bopæle kan ikke ændres af den pågældende, før der sker en ændring af de forhold, som forelå, da valget blev foretaget.

§ 8

Kommunalbestyrelsen skal registrere et barn, hvis forældre ikke har samme bopæl, med bopæl hos den af forældrene, som barnet opholder sig mest hos, uanset hvem af forældrene der har forældremyndigheden eller er bopælsforælder efter forældreansvarsloven.

Stk. 2 Opholder barnet sig lige længe ad gangen hos hver af forældrene, og har den ene forælder forældremyndigheden alene over barnet, skal kommunalbestyrelsen registrere barnet med bopæl hos vedkommende forælder, medmindre forældrene over for kommunen erklærer sig enige om, at barnet skal registreres med bopæl hos den anden.

Stk. 3 Opholder barnet sig lige længe ad gangen hos hver af forældrene, og har forældrene fælles forældremyndighed, skal kommunalbestyrelsen registrere barnet med bopæl hos den af forældrene, som forældrene over for kommunen erklærer sig enige om. Enighed anses ligeledes for at foreligge ved dokumentation over for kommunen af

  • 1) indgåelse af et retsforlig om barnets bopæl,

  • 2) indgåelse af en aftale om barnets bopæl over for Familieretshuset,

  • 3) indgåelse af en aftale om barnets bopæl, når det i aftalen udtrykkeligt er bestemt, at aftalen kan danne grundlag for tvangsfuldbyrdelse, eller

  • 4) at den ene forælder over for Familieretshuset eller familieretten har accepteret at være samværsforælder.

Stk. 4 Opholder barnet sig lige længe ad gangen hos hver af forældrene, som på trods af fælles forældremyndighed ikke efter stk. 3 kan anses for at være enige om registreringen af barnets adresse i CPR, skal barnet registreres med bopæl hos den af forældrene, der i medfør af forældreansvarslovens § 17, stk. 1, § 18 a, stk. 2, eller § 26, stk. 1, er bopælsforælder. Er der ikke taget stilling til spørgsmålet om bopælsforælder efter forældreansvarslovens § 17, stk. 1, eller § 26, stk. 1, og er barnets bopæl ikke fastlagt i medfør af forældreansvarslovens § 18 a, stk. 2, forbliver barnet registreret på den adresse, barnet havde, før uenigheden opstod, hvis denne adresse er en af de angivne adresser.

Stk. 5 Opholder barnet sig lige længe ad gangen hos hver af forældrene, som på trods af fælles forældremyndighed ikke efter stk. 3 kan anses for at være enige om registreringen af barnets adresse i CPR, og er der ikke taget stilling til spørgsmålet om bopælsforælder efter forældreansvarslovens § 17, stk. 1, eller § 26, stk. 1, og er barnets bopæl ikke fastlagt i medfør af forældreansvarslovens § 18 a, stk. 2, følger barnets bopælsregistrering bopælen for den forælder, som barnet forud for uenigheden havde fælles adresse med, hvis ingen af de angivne adresser er barnets hidtidige adresse. Er ingen af de angivne adresser barnets hidtidige adresse, og havde barnet forud for uenigheden fælles adresse med begge forældre, registreres barnet i CPR med bopæl i kommunen, men som fraflyttet den tidligere adresse, jf. § 6, stk. 4, indtil der er taget stilling til spørgsmålet om bopælsforælder efter forældreansvarslovens § 17, stk. 1, eller § 26, stk. 1, barnets bopæl er fastlagt i medfør af forældreansvarslovens § 18 a, stk. 2, eller der opnås enighed mellem forældrene om registrering af barnets bopæl, jf. stk. 3.

§ 9

Kommunalbestyrelsen skal registrere en person, hvis eneste bolig er en båd, en campingvogn eller lignende bevægelig bolig, med adresse dér, hvis båden, campingvognen eller lignende fast befinder sig et bestemt sted. Hvis denne bolig ikke ligger fast, kan kommunalbestyrelsen registrere personen med bopæl dér, såfremt kommunalbestyrelsen ikke er i tvivl om, at vedkommendes adresse er dér.

§ 10

En kommunalbestyrelse, der får formodning om, at en person ikke er korrekt bopælsregistreret, skal undersøge sagen for at rette eventuelle fejl. Undersøgelsen foretages af den kommunalbestyrelse, hvor vedkommende er registreret, medmindre der kendes en bestemt adresse i en anden kommune, hvor vedkommende menes at opholde sig. I sidstnævnte tilfælde foretages undersøgelsen af denne kommunalbestyrelse.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan til brug for undersøgelsen af en persons bopælsforhold ud over de oplysninger, som den har adgang til efter anden lovgivning, afkræve følgende oplysninger:

  • 1) En nærmere redegørelse fra vedkommende selv om dennes bopælsforhold.

  • 2) En erklæring fra husejer eller lejer om, hvem der flytter til eller fra dennes ejendom eller lejlighed, samt om, hvem der bor eller opholder sig i ejendommen eller lejligheden.

  • 3) Oplysninger fra postvirksomheder med tilladelse til erhvervsmæssig postbefordring efter postloven, private tele- og forsyningsselskaber, private boligselskaber og -foreninger, arbejdsløshedskasser, fagforeninger og pengeinstitutter med henblik på at fastlægge vedkommendes bopælsforhold.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen kan til brug for behandlingen af sager efter kapitel 3-6 om bopælsregistrering i CPR få terminaladgang til oplysninger i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan til brug for undersøgelsen af en persons bopælsforhold indhente oplysninger i elektronisk form fra andre offentlige myndigheder. Oplysningerne kan indhentes som led i behandlingen af en enkelt sag eller som led i en generel søgning til brug for kontrol.

Stk. 5 Erklæringer efter stk. 2, nr. 2, skal indgives ved anvendelse af den digitale løsning, som kommunen stiller til rådighed (digital selvbetjening). Erklæringer, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af kommunalbestyrelsen, jf. dog 3. og 5. pkt. Hvis kommunalbestyrelsen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at husejeren eller lejeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal kommunalbestyrelsen tilbyde, at erklæringen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening. Kommunalbestyrelsen kan bestemme, at erklæringer, der kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening, skal være skriftlige og afgives på en særlig blanket. Kommunalbestyrelsen kan ud over i de i 3. pkt. nævnte tilfælde undlade at afvise en erklæring, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for kommunen ved at modtage erklæringen på anden måde end digitalt, eller hvis det efter sagens karakter er hensigtsmæssigt at modtage erklæringen på anden måde end digitalt. En digital erklæring anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for kommunalbestyrelsen.

§ 10a

Kommunalbestyrelsen varetager den forebyggende og kontrollerende indsats med at sikre korrekt bopælsregistrering i CPR.

§ 11

Hvis en kommunalbestyrelse efter foretagne undersøgelser af en sag mener, at en person er forkert registreret, skal kommunalbestyrelsen skriftligt opfordre vedkommende til at melde flytning inden 14 dage, idet kommunalbestyrelsen samtidig skal oplyse om grundlaget for denne opfattelse.

Stk. 2 Har kommunalbestyrelsen ikke inden 14 dage efter, at brevet må antages at være kommet frem, modtaget nogen reaktion, som ændrer kommunalbestyrelsens opfattelse af den korrekte adresse, eller har det ikke været muligt at kontakte vedkommende, sørger kommunalbestyrelsen for at registrere den korrekte adresse, herunder en eventuel udrejse.

Stk. 3 Kommunalbestyrelsen skal skriftligt meddele vedkommende afgørelsen om adresseændringen og om grundlaget herfor.

Stk. 4 Indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte regler om kommunalbestyrelsernes orientering af tilflyttere på særlige adresser.