Dagtilbudsbekendtgørelsen Kapitel 3

Denne konsoliderede version af dagtilbudsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om dagtilbud

Bekendtgørelse nr. 2058 af 15. november 2021,
som ændret ved bekendtgørelse nr. 1197 af 26. september 2023

Kapitel 3 Tilskud og egenbetaling
Tilskud og egenbetaling til en plads i dagtilbud, til et sundt frokostmåltid og en forældrearrangeret frokostordning
§ 11

Kommunalbestyrelsens tilskud efter dagtilbudslovens § 43 til en plads i dagtilbud og til et sundt frokostmåltid må ikke overstige forældrenes faktiske betaling for pladsen tillagt eventuel betaling for et sundt frokostmåltid. Kommunalbestyrelsens søskendetilskud og fripladstilskud efter dagtilbudslovens § 43 skal anvendes til at reducere forældrenes egenbetaling for en plads i et dagtilbud og eventuel betaling til et sundt frokostmåltid.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsens fripladstilskud efter dagtilbudslovens § 17 til en forældrearrangeret frokostordning må ikke overstige forældrenes faktiske betaling for frokostordningen. Kommunalbestyrelsens fripladstilskud efter dagtilbudslovens § 17, stk. 9, skal anvendes til at reducere forældrenes betaling til frokostordningen.

Tilskud og egenbetaling til en plads i dagtilbud og til et sundt frokostmåltid i opholdskommunen
§ 12

Kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling efter dagtilbudslovens § 31 til en plads i dagtilbud fastsættes, så tilskuddet og egenbetalingen afspejler driftsudgiften opgjort efter aldersgrupper. Med aldersgrupper forstås almindeligvis børn i alderen omkring 0-2 år og børn i alderen omkring 3 år til barnets skolestart. Der anvendes de budgetterede bruttodriftsudgifter, som opgjort efter dagtilbudslovens § 32, stk. 2, inklusive udgifter til el og renovation for den pågældende aldersgruppe ved beregningen af kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling til aldersgruppen. Kommunalbestyrelsen afgør, om tilskudsprocenten skal være den samme i forhold til alle typer af dagtilbud og alle aldersgrupper.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsens eventuelle tilskud efter dagtilbudslovens § 32 a, stk. 2, og forældrenes betaling efter dagtilbudslovens § 32 a, stk. 1, til et sundt frokostmåltid efter dagtilbudslovens § 16 a, stk. 1, fastsættes, så tilskud og egenbetaling afspejler driftsudgiften som opgjort efter aldersgrupper. Med aldersgrupper forstås almindeligvis børn i alderen omkring 0-2 år og børn i alderen omkring 3 år til barnets skolestart. Der anvendes de budgetterede bruttodriftsudgifter, som opgjort efter dagtilbudslovens § 32 a, stk. 4, eksklusive udgifter til el og renovation i forbindelse med frokostmåltidet, for den pågældende aldersgruppe. Kommunalbestyrelsen afgør, om tilskudsprocenten skal være den samme i forhold til alle typer af dagtilbud og alle aldersgrupper.

Stk. 3 Ved beregning af forældrenes betaling og kommunalbestyrelsens eventuelle tilskud, jf. dagtilbudslovens § 32 a, stk. 4, til et sundt frokostmåltid efter dagtilbudslovens § 16 a, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen anvende samme opgørelsesmetode, som kommunalbestyrelsen i øvrigt anvender ved beregning af kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling, jf. dagtilbudslovens § 32, stk. 5, til en plads i kommunal, selvejende eller udliciteret daginstitution efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4.

§ 13

Ved beregningen af kommunalbestyrelsens tilskud og forældrenes egenbetaling opgøres kommunens budgetterede bruttodriftsudgifter på dagtilbudsområdet inklusive købsmoms.

Stk. 2 Ved opgørelsen af kommunens budgetterede bruttodriftsudgifter til brug for beregningen af tilskud og egenbetaling for en plads i dagtilbud ses bort fra befordringsudgifter til udflytterbørnehaver.

Administrationstilskud til selvejende daginstitutioner
§ 14

En selvejende daginstitution har ret til et administrationstilskud efter dagtilbudslovens § 35, når institutionen administrerer følgende opgaver

  • 1) løn,

  • 2) bogføring,

  • 3) budget/regnskab,

  • 4) revision og

  • 5) personalejuridisk bistand.

Stk. 2 Har kommunen ikke selvejende eller udliciterede institutioner, der modtager et administrationstilskud fastsat ved aftale med kommunalbestyrelsen, eller der varetager administrationen af alle fem opgaver efter stk. 1, udgør kommunalbestyrelsens administrationstilskud til en selvejende daginstitution i stedet et beløb på 2,1 pct. af kommunens gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgift, jf. dagtilbudslovens §§ 32, 33 og 34, pr. barn i et alderssvarende dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3.

Stk. 3 Selvejende daginstitutioner kan uanset stk. 2 og dagtilbudslovens § 35, stk. 2, til enhver tid indgå aftale med kommunalbestyrelsen om størrelsen af administrationstilskuddet, hvis der kan opnås enighed herom.

Stk. 4 En selvejende daginstitution kan efter aftale med kommunalbestyrelsen modtage et forholdsmæssigt administrationstilskud for at varetage enkelte af de administrationsopgaver, der fremgår af stk. 1.

Tilskud til privatinstitutioner
§ 15

En godkendt privatinstitution har ret til et administrationstilskud efter dagtilbudslovens § 38, når institutionen administrerer følgende opgaver: Løn, bogføring, budget/regnskab, revision og personalejuridisk bistand.

Stk. 2 Har kommunen ikke selvejende eller udliciterede institutioner, der modtager et administrationstilskud fastsat ved aftale med kommunalbestyrelsen, eller der varetager administrationen af alle fem opgaver efter stk. 1, udgør kommunalbestyrelsens administrationstilskud til den godkendte privatinstitution i stedet et beløb på 2,5 pct. af kommunens gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgift, jf. dagtilbudslovens §§ 32, 33 og 34, pr. barn i et alderssvarende dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3.

Stk. 3 En privatinstitution kan efter aftale med kommunalbestyrelsen modtage et forholdsmæssigt administrationstilskud for at varetage enkelte af de administrationsopgaver, der fremgår af stk. 1.

§ 16

Kommunalbestyrelsens bygningstilskud til en godkendt privatinstitution efter dagtilbudslovens § 37 udgør et beløb pr. barn svarende til mindst kommunens ejendomsrelaterede udgifter i selvejende og udliciterede daginstitutioner for aldersgruppen delt med det samlede antal børn i aldersgruppen i selvejende og udliciterede daginstitutioner i kommunen, hvor kommunalbestyrelsen yder tilskud til ejendomsrelaterede udgifter.

Stk. 2 Ejendomsrelaterede udgifter efter stk. 1 udgør kommunens ejendomsrelaterede udgifter, der ikke kan indgå i de budgetterede bruttodriftsudgifter, der ligger til grund for beregning af forældrenes egenbetaling efter dagtilbudslovens § 32, stk. 2.

Stk. 3 Kan bygningstilskuddet til en godkendt privatinstitution ikke beregnes efter dagtilbudslovens § 37, fordi kommunen ikke har selvejende eller udliciterede daginstitutioner til aldersgruppen, udgør kommunalbestyrelsens bygningstilskud til en godkendt privatinstitution for 0-2-årige et beløb på 4,1 pct. af kommunens gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgift, jf. dagtilbudslovens §§ 32, 33 og 34, pr. barn i et alderssvarende dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3. For godkendte privatinstitutioner med børn i aldersgruppen 3 år og indtil skolestart udgør bygningstilskuddet et beløb på 3,2 pct. af kommunens gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgift, jf. dagtilbudslovens §§ 32, 33 og 34, pr. barn i et alderssvarende dagtilbud efter dagtilbudslovens § 19, stk. 2-4, og § 21, stk. 2 og 3.

§ 17

Kommunalbestyrelsen skal give et driftstilskud til pladsen pr. barn, der optages i en godkendt privatinstitution, der oprindeligt er oprettet af det tyske mindretal som en selvejende daginstitution efter dagtilbudslovens § 19, stk. 3. Driftstilskuddet skal svare til det gennemsnitlige driftstilskud pr. plads, som selvejende daginstitutioner for det tyske mindretal i kommunen modtager pr. barn i samme aldersgruppe, jf. dog stk. 3.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen i opholdskommunen yder et bygningstilskud pr. barn, der er optaget i en privatinstitution, som oprindeligt er oprettet af det tyske mindretal som en selvejende daginstitution efter dagtilbudslovens § 19, stk. 3. Bygningstilskuddet skal mindst svare til det gennemsnitlige vægtede tilskud pr. barn i samme aldersgruppe til ejendomsrelaterede udgifter i de selvejende daginstitutioner for det tyske mindretal i kommunen, jf. dog stk. 3.

Stk. 3 Omlægges en selvejende daginstitution oprettet af det tyske mindretal til en privatinstitution efter dagtilbudslovens § 19, stk. 5, og er der ikke længere selvejende daginstitutioner for det tyske mindretal i kommunen, skal driftstilskud og bygningstilskud pr. barn i samme aldersgruppe til privatinstitutionen, jf. stk. 1 og 2, gives efter regler fastsat i dagtilbudslovens § 36, stk. 1-6 og § 37, stk. 1 og 2.

§ 18

Kommunalbestyrelsens samlede tilskud til en plads og til et sundt frokostmåltid i privatinstitution efter dagtilbudslovens §§ 36-38 og 43 udbetales direkte til privatinstitutionen.

§ 19

Opkræver kommunalbestyrelsen et depositum efter dagtilbudslovens § 20, stk. 4, i forbindelse med ansøgning om godkendelse af en privatinstitution, må dette maksimalt udgøre 30.000 kr.

Stk. 2 Depositummet tilbagebetales, når kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse.

§ 20

Stiller kommunalbestyrelsen krav om en driftsgaranti efter dagtilbudslovens § 20, stk. 2, 3. pkt., i forbindelse med godkendelse af en privatinstitution, må denne maksimalt udgøre ½ måneds drifts-, bygnings- og administrationstilskud pr. barn, jf. dagtilbudslovens §§ 36-38, samt eventuelt forudbetalt drifts-, bygnings- og administrationstilskud pr. barn jf. dagtilbudslovens §§ 36-38, jf. denne bekendtgørelses § 51.

Tilskud til en plads i dagtilbud i anden kommune
§ 21

Når et barn ved flytning bevarer sin plads i et dagtilbud i fraflytningskommunen, jf. dagtilbudslovens § 28, stk. 3, skal barnets nye opholdskommune yde tilskud til pladsen efter dagtilbudslovens § 41. Tilskud efter dagtilbudslovens § 41 skal ydes i umiddelbar tilknytning til flytningen, så der ikke er ophør i tilskuddet til barnets ophold i dagtilbuddet.

Stk. 2 Opholdskommunens samlede tilskud til en plads og eventuelle tilskud til et sundt frokostmåltid i et dagtilbud i en anden kommune skal udbetales direkte til institutionskommunen. Den mellemkommunale afregning er eksklusiv moms.

§ 22

Ønsker forældre en plads til deres barn i et dagtilbud, der er knyttet til det tyske mindretal ved Deutscher Schul- und Sprachverein für Nordschleswig, og er der ikke et sådant tilbud i opholdskommunen, kan forældrene ønske det i en anden kommune. Forældrene betaler i dette tilfælde for opholdet i dagtilbuddet i institutionskommunen efter de almindelige bestemmelser i dagtilbudslovens §§ 31-32 og §§ 33-34 om tilskud og forældrebetaling for en plads i dagtilbud i opholdskommunen tillagt udgiften til et sundt frokostmåltid efter dagtilbudslovens § 16 a.

Stk. 2 Opholdskommunen afholder eventuelle merudgifter i forhold til institutionskommunen.