Dagtilbudsloven Kapitel 6

Denne konsoliderede version af dagtilbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven)

Lov nr. 501 af 06. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 55 af 17. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 1771 af 28. december 2023

Kapitel 6 1 Formål, børnemiljøvurdering m.v.
Formål for fritidshjem
§ 45

Børn i fritidshjem skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer deres trivsel, sundhed, udvikling og læring. Det pædagogiske arbejde i fritidshjem skal respektere og understøtte børns selvvalgte aktiviteter og samtidig indeholde pædagogisk tilrettelagte aktiviteter.

Stk. 2 Fritidshjem skal være særlig opmærksom på at involvere og aktivere børn, der har brug for en særlig indsats.

Stk. 3 Fritidshjem skal fremme børns sproglige, æstetiske og kropslige udtryksformer, sundhed og kendskab til naturen.

Stk. 4 Fritidshjem skal give børn medbestemmelse, medansvar og forståelse for demokrati. Fritidshjem skal som led heri bidrage til at udvikle børns selvstændighed, evne til at indgå i forpligtende fællesskaber samt samhørighed med og integration i det danske samfund.

Stk. 5 Fritidshjem skal fremme kendskab til og samspil med andre typer af fritidstilbud, herunder idrætsforeninger og kulturtilbud.

Stk. 6 Fritidshjem skal i samarbejde med skolen og forældre medvirke til at skabe en sammenhængende overgang mellem skolens undervisningsdel og fritidshjemmet. Fritidshjem skal give børn mulighed for lektielæsning.

§ 45a

For børn, som benytter fritidshjem forud for skoleårets begyndelse, jf. § 23, stk. 1, skal fritidshjemmet, i perioden indtil undervisningspligten indtræder, enten arbejde med de kompetenceområder, der arbejdes med i børnehaveklassen, jf. folkeskolelovens § 11, stk. 2, eller temaerne i den pædagogiske læreplan, jf. § 8, stk. 4.

Børnemiljøvurdering
§ 46

Der skal i alle fritidshjem udarbejdes en skriftlig børnemiljøvurdering, som indeholder en kortlægning af fritidshjemmets fysiske, psykiske og æstetiske børnemiljø. Børnemiljøvurderingen skal beskrive eventuelle børnemiljøproblemer og indeholde en handlingsplan.

Stk. 2 Børnemiljøet skal vurderes i et børneperspektiv, og børns oplevelser af børnemiljøet skal inddrages alt efter børnenes alder og modenhed.

Stk. 3 Fritidshjemmets leder skal inddrage forældrebestyrelsen i arbejdet med børnemiljøvurderingen.

§ 47

Lederen af fritidshjemmet er ansvarlig for at udarbejde og offentliggøre børnemiljøvurderingen.

Stk. 2 Lederen af fritidshjemmet er ansvarlig for, at børnemiljøvurderingen revideres minimum hvert tredje år, og når der sker ændringer, der har betydning for børnemiljøet.

Stk. 3 Fritidshjem kan søge rådgivning vedrørende børnemiljø hos Dansk Center for Undervisningsmiljø, jf. lov om elever og studerendes undervisningsmiljø.

Forældrebestyrelse
§ 48

Forældre med børn i et kommunalt, selvejende eller udliciteret fritidshjem skal have adgang til at få oprettet en forældrebestyrelse i det enkelte fritidshjem med et flertal af valgte forældre, jf. dog § 24 a i lov om folkeskolen. Medarbejderne i fritidshjemmet skal være repræsenteret i forældrebestyrelsen. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at medarbejderrepræsentanterne i forældrebestyrelser i kommunale fritidshjem skal have stemmeret.

Stk. 2 Stk. 1 gælder ikke selvejende fritidshjem, hvis bestyrelse består af et flertal af valgte forældre.

Stk. 3 For private fritidshjem skal kommunalbestyrelsen i forbindelse med aftalen sikre, at forældre får indflydelse på fritidshjemmets arbejde med børnene.

§ 49

Forældrebestyrelsen i et fritidshjem skal fastsætte principper for fritidshjemmets arbejde og for anvendelsen af en budgetramme for fritidshjemmet inden for de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat.

Stk. 2 Forældrebestyrelsen varetager sine opgaver inden for de mål og rammer, som kommunalbestyrelsen har fastsat. I selvejende og udliciterede fritidshjem varetager forældrebestyrelsen endvidere sine opgaver inden for det formål og idegrundlag, der er fastsat i vedtægten, jf. § 50, stk. 2 og 3.

Stk. 3 Forældrebestyrelsen har indstillingsret og ret til at deltage ved ansættelsen af lederen i kommunale, selvejende og udliciterede fritidshjem.

Stk. 4 Forældrebestyrelsen har indstillingsret ved ansættelsen af personale i kommunale, selvejende og udliciterede fritidshjem.

§ 50

Kommunalbestyrelsen fastsætter efter indhentet udtalelse fra forældrebestyrelserne vedtægter for styrelsen af kommunale fritidshjem.

Stk. 2 Det selvejende fritidshjems bestyrelse udarbejder efter indhentet udtalelse fra forældrebestyrelsen en vedtægt for styrelsen af institutionen. Vedtægten skal godkendes af kommunalbestyrelsen.

Stk. 3 Den private leverandør af det udliciterede fritidshjem udarbejder efter indhentet udtalelse fra forældrebestyrelsen en vedtægt for styrelsen af institutionen. Vedtægten skal godkendes af kommunalbestyrelsen.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen kan ikke til en forældrebestyrelse overlade opgaver med at føre tilsyn og beføjelser, der følger af kommunalbestyrelsens bevillings- og arbejdsgiverkompetence.

Forældrebetalt madordning
§ 51

Kommunalbestyrelsen kan beslutte at give mulighed for madordninger i fritidshjem efter § 52, stk. 2-4, og fastsætter de overordnede rammer for madordningen.

Stk. 2 Forældrebestyrelsen i det enkelte fritidshjem beslutter, om der skal oprettes en madordning efter stk. 1, og hvordan den skal tilrettelægges.

Stk. 3 De enkelte forældre med børn i et fritidshjem beslutter, om de vil benytte madordningen. Forældre, der benytter ordningen, betaler udgiften til ordningen.

Stk. 4 Kommunalbestyrelsen skal fastsætte et maksimumbeløb for forældrenes betaling til madordninger. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at lønudgifter, der medgår til madordninger, kan indregnes i forældrenes betaling.

Stk. 5 Hvis kommunalbestyrelsen efter stk. 1 har besluttet at give mulighed for forældrebetalte madordninger, kan et privat fritidshjem oprette forældrebetalte madordninger. Private fritidshjem fastsætter selv rammerne for ordningen.

Stk. 6 Kommunalbestyrelsen kan beslutte at give tilskud til forældrebetalte madordninger i fritidshjem efter § 52, stk. 2-5, under hensyn til forældrenes økonomiske forhold.