Dagtilbudsloven § 22a

Denne konsoliderede version af dagtilbudsloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om dag-, fritids- og klubtilbud m.v. til børn og unge (dagtilbudsloven)

Lov nr. 501 af 06. juni 2007,
jf. lovbekendtgørelse nr. 55 af 17. januar 2024,
som ændret ved lov nr. 1771 af 28. december 2023

Hovedsprog i dagtilbud
§ 22a

Hovedsproget i daginstitutioner efter § 19, stk. 2-5, og dagpleje efter § 21, stk. 2 og 3, skal være dansk, jf. dog stk. 2. Daginstitutioner oprettet af det tyske mindretal er ikke omfattet af 1. pkt.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at hovedsproget i daginstitutioner efter § 19, stk. 2-5, og dagpleje efter § 21, stk. 2 og 3, kan være engelsk, tysk eller fransk, hvis kommunalbestyrelsen efter en konkret vurdering skønner, at det ikke medfører integrationsmæssige problemer. For selvejende daginstitutioner efter § 19, stk. 3, privatinstitutioner efter § 19, stk. 5, og private dagplejere efter § 21, stk. 3, kan kommunalbestyrelsens beslutning alene træffes efter anmodning fra institutionen eller dagplejeren.

Stk. 3 For selvejende og udliciterede daginstitutioner efter § 19, stk. 3 og 4, og privat dagpleje efter § 21, stk. 3, skal kommunalbestyrelsen træffe beslutning efter stk. 2 i forbindelse med indgåelsen af driftsaftalen eller ændringer heraf.

Stk. 4 For privatinstitutioner efter § 19, stk. 5, skal kommunalbestyrelsen træffe beslutning efter stk. 2 som led i godkendelsen af institutionen. For allerede godkendte privatinstitutioner kan der udarbejdes et tillæg til den eksisterende godkendelse.