Dambrugsbekendtgørelsen Kapitel 1

Denne konsoliderede version af dambrugsbekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse om miljøgodkendelse og samtidig sagsbehandling af ferskvandsdambrug

Bekendtgørelse nr. 1567 af 07. december 2016

Kapitel 1 Anvendelsesområde og definitioner
§ 1

Bekendtgørelsen finder anvendelse på ferskvandsdambrugsvirksomheder omfattet af listepunkt I 202 i bilag 2 til bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed (ferskvandsdambrug), herunder ferskvandsdambrug, der drives i overensstemmelse med økologireglerne.

Stk. 2 Bekendtgørelsen fastsætter regler om godkendelsesordningen for ferskvandsdambrug efter kapitel 5 i lov om miljøbeskyttelse. Bekendtgørelsen fastsætter endvidere regler om samtidig sagsbehandling i sager om godkendelse af ferskvandsdambrug, afgørelser efter § 20 i lov om vandforsyning, afgørelser efter § 65, stk. 3, jf. § 3, i lov om naturbeskyttelse samt afgørelser om etablering, ændring eller nedlæggelse af opstemningsanlæg efter § 48 og § 50 i lov om vandløb.

Stk. 3 Reglerne i bekendtgørelse om godkendelse af listevirksomhed og bekendtgørelse om krav til udledning af forurenende stoffer til vandløb, søer eller havet, finder anvendelse, med mindre andet følger af denne bekendtgørelse.

§ 2

Ved godkendelse og revurdering af godkendelser af ferskvandsdambrug i medfør af kapitel 5 i lov om miljøbeskyttelse kan kommunalbestyrelsen fastsætte vilkår, der er mere vidtgående end bestemmelserne i denne bekendtgørelse.

Stk. 2 Kommunalbestyrelsen kan fravige bekendtgørelsens regler i det omfang, at det fremgår af de enkelte bestemmelser eller bilag.

§ 3

I denne bekendtgørelse forstås ved:

  • 1) Ferskvandsdambrugs produktion: Vægten af tilvæksten af de på dambruget producerede fisk inden for en driftsperiode på et år (inkl. døde fisk).

  • 2) Foderkvotient: Den mængde foder, målt i kg, der medgår til produktion af et kg fisk.

  • 3) Ftill: Den foderkvote, der blev meddelt det enkelte ferskvandsdambrug i en fodertilladelse i henhold til bekendtgørelse nr. 224 af 5. april 1989 om ferskvandsdambrug.

  • 4) Det relaterede foderforbrug (Frel): Ftill, jf. nr. 3, multipliceret med konstanten 1,86, som er den omregningsfaktor, der bruges ved overgang fra regulering på foderkvote til regulering på udlederkontrol.

  • 5) Miljøgodkendt foderforbrug: Den mængde af foder som kommunalbestyrelsen har givet godkendelse til at anvende.

  • 6) Bestående ferskvandsdambrug: Ferskvandsdambrug, som ikke har en miljøgodkendelse efter lov om miljøbeskyttelse, men som inden den 1. januar 1999 har indsendt en ansøgning herom i henhold til bekendtgørelse nr. 532 af 20. juni 1992 om indkaldelse af ansøgninger om godkendelse af bestående listevirksomheder.

  • 7) Eksisterende ferskvandsdambrug: Bestående ferskvandsdambrug, jf. nr. 6, samt ferskvandsdambrug, der pr. 1. januar 2017 har en miljøgodkendelse efter lov om miljøbeskyttelse.