Danskuddannelsesloven Kapitel 1

Denne konsoliderede version af danskuddannelsesloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.

Lov nr. 375 af 28. maj 2003,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1372 af 22. september 2022

Kapitel 1 1 Formål og målgruppe
§ 1

Formålet med uddannelse i dansk som andetsprog (danskuddannelse) er at bidrage til, at voksne udlændinge med udgangspunkt i deres individuelle forudsætninger og integrationsmål opnår nødvendige dansksproglige kompetencer og viden om kultur- og samfundsforhold i Danmark, så de kan blive deltagende og ydende medborgere på lige fod med samfundets øvrige borgere.

Stk. 2 Danskuddannelse skal bidrage til, at voksne udlændinge så hurtigt som muligt efter at have fået opholdstilladelse i Danmark tilegner sig færdigheder i at forstå og anvende det danske sprog og opnå kendskab til det danske arbejdsmarked, så de herved får mulighed for at komme i beskæftigelse og bliver i stand til at forsørge sig selv.

Stk. 3 Danskuddannelse skal endvidere fremme voksne udlændinges aktive brug af det danske sprog samt bidrage til, at de opnår almene kundskaber og færdigheder, som er relevante i forhold til arbejde og uddannelse samt livet som medborger i et demokratisk samfund.

§ 2

Kommunalbestyrelsen tilbyder danskuddannelse, jf. § 3, til udlændinge, der er fyldt 18 år og

  • 1) har opholdstilladelse eller i øvrigt har fast, lovligt ophold i Danmark og er folkeregistreret i kommunen eller

  • 2) har fast ophold i medfør af EU-reglerne om ophævelse af indrejse- og opholdsbegrænsninger i forbindelse med arbejdskraftens frie bevægelighed, etablering og udveksling af tjenesteydelser m.v. og har bopæl i kommunen.

Stk. 2 Udlændinge under 18 år, der i øvrigt opfylder betingelserne i stk. 1, kan deltage i danskuddannelse, når kommunalbestyrelsen ikke anser det for muligt eller rimeligt at henvise dem til andet relevant undervisningstilbud, jf. dog § 2 b.

Stk. 3 Følgende grupper af danske statsborgere sidestilles med udlændinge, jf. stk. 1:

  • 1) Herboende grønlændere og færinger over 18 år, som af særlige grunde ikke behersker det danske sprog i et sådant omfang, at de kan fungere i det danske samfund.

  • 2) Danske statsborgere over 18 år, der på grund af langvarigt ophold i udlandet ikke behersker det danske sprog i et sådant omfang, at de kan fungere i det danske samfund, herunder personer, der er født af danske forældre med bopæl i udlandet.

§ 2a

Ud over de i § 2 nævnte tilfælde tilbyder kommunalbestyrelsen danskuddannelse til en udlænding, der er fyldt 18 år, har bopæl uden for Danmark og

  • 1) godtgør at have status her i landet af arbejdstager efter EF-Traktatens artikel 39 eller

  • 2) godtgør at have udnyttet retten efter EF-Traktatens artikel 43 til at etablere selvstændig virksomhed her i landet.

Stk. 2 En udlænding anses at opfylde betingelsen i stk. 1, nr. 1, hvis vedkommende fremlægger dokumentation for registrering hos skattemyndighederne og dokumentation for at være statsborger i et EU-land, EØS-land eller Schweiz. Betingelsen i stk. 1, nr. 2, anses for opfyldt, hvis udlændingen fremlægger dokumentation for registrering i Det Centrale Virksomhedsregister, eller, hvor en sådan ikke kan tilvejebringes, anden egnet dokumentation for at drive selvstændig virksomhed her i landet samt dokumentation for at være statsborger i et EU-land, EØS-land eller Schweiz.

Stk. 3 Danskuddannelsen til udlændinge omfattet af stk. 1, nr. 1, tilbydes af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor den pågældendes arbejdssted ligger. Danskuddannelsen til udlændinge omfattet af stk. 1, nr. 2, tilbydes af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvor den pågældende har etableret selvstændig virksomhed.

Stk. 4 Ved tilbud om danskuddannelse efter stk. 1 finder reglerne i § 2 f, stk. 2-4, § 6, stk. 1 og 2, § 8 og § 13, stk. 1, tilsvarende anvendelse.

Stk. 5 Udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om danskuddannelse til udlændinge omfattet af stk. 1.

§ 2b

Udlændinge, der har fået opholdstilladelse med henblik på at deltage i en grundskoleuddannelse eller en ungdomsuddannelse, herunder en gymnasial uddannelse, jf. udlændingelovens § 9 i, er ikke omfattet af denne lov.