DE ADVOKATETISKE REGLER Kapitel 8

Vil blive anvendt af Advokatrådet fra 1. september 2022.

Kapitel 8 Opdrags- og prisoplysninger i forbrugerforhold
Art. 30

Når klienten er forbruger, skal advokaten i forbindelse med indgåelsen af aftalen om bistand af egen drift og på klar og entydig måde skriftligt og direkte til klienten oplyse klienten om de vigtigste elementer i den påregnede bistand, om fastsættelsen af honoraret jf. artikel 32, og om de omkostninger, der vil være forbundet med bistanden.

Sml. med pkt. 15.1, første stk., i tidl. udg. »

Art. 31

Hvis advokaten ikke har en hjemmeside jf. artikel 36, skal advokaten yderligere oplyse Advokatnævnets fysiske adresse og hjemmesideadresse, samt om Advokatnævnets kompetence til behandling af adfærdsklager og tvister vedrørende advokatens salær.

Sml. med pkt. 15.1, andet stk., i tidl. udg. »

Art. 32

Hvis bistanden ydes til et fast honorar, skal dette oplyses. Hvis det ikke er muligt på forhånd at beregne honorarets størrelse, skal advokaten enten angive den måde, hvorpå honoraret vil blive beregnet, eller give et begrundet overslag. Beløb skal oplyses inklusive moms.

Sml. med pkt. 15.2 i tidl. udg. »

Art. 33

Afgiver advokaten et overslag, skal klienten så tidligt som muligt orienteres skriftligt, hvis det samlede honorar forventes at overstige det beløb, der er angivet i overslaget. Advokaten skal af egen drift orientere klienten direkte herom på en klar og entydig måde.

Sml. med pkt. 15.3 i tidl. udg. »

Art. 34

Indgås der aftale om yderligere bistand i sagen, finder artikel 30-33 tilsvarende anvendelse på sådan en aftale.

Sml. med pkt. 15.4 i tidl. udg. »

Art. 35

Indgås aftalen mellem advokaten og klienten uden for advokatens faste forretningssted eller som en aftale om fjernsalg, skal advokaten opfylde oplysningsforpligtelserne i forbrugeraftalelovens § 8. Hvis advokaten indgår aftaler om bistand via internettet eller på netbaserede markedspladser, skal advokaten give oplysning om sin mailadresse og linke til den europæiske platform for online tvistbilæggelse (OTB-platformen).

Sml. med pkt. 15.5, første og andet stk., i tidl. udg. »

Art. 36

Hvis advokaten har en hjemmeside eller anvender forretningsbetingelser, skal advokaten her oplyse Advokatnævnets fysiske adresse og hjemmesideadresse, samt om Advokatnævnets kompetence til behandling af adfærdsklager og tvister vedrørende advokatens honorar.

Sml. med pkt. 15.6 i tidl. udg. »

Art. 37

Hvis en advokat afviser en forbrugerklients klage over advokatens honorar, skal advokaten skriftligt, direkte og af egen drift orientere klienten om Advokatnævnets fysiske adresse og hjemmesideadresse, samt om Advokatnævnets kompetence til behandling af tvister vedrørende advokatens salær.

Sml. med pkt. 15.7 i tidl. udg. »

Art. 38

I de tilfælde, der er nævnt i artikel 67, skal advokaten på forespørgsel skriftligt orientere klienten om det, advokaten har oplyst til myndigheden.

Sml. med pkt. 15.8 i tidl. udg. »