Bekendtgørelse om udarbejdelse af delårsrapporter for virksomheder, der har værdipapirer optaget til handel på et reguleret marked, og hvor virksomheden er omfattet af årsregnskabsloven Kapitel 2

Den konsoliderede version af denne bekendtgørelsen er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringsbekendtgørelser i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Bekendtgørelse nr. 1089 af 31. maj 2021

Kapitel 2 Udarbejdelse af halvårsrapport for virksomheder, der udarbejder koncernregnskab
§ 2

Halvårsrapporten for virksomheder omfattet af § 1, stk. 2, skal bestå af følgende:

  • 1) Et halvårskoncernregnskab for en af virksomheden ledet koncern (halvårskoncernregnskab), jf. § 3,

  • 2) En ledelsesberetning for en af virksomheden ledet koncern, jf. § 9.

  • 3) En ledelsespåtegning i tilknytning til underskriften fra medlemmerne af de ansvarlige ledelsesorganer, jf. § 10.

Stk. 2 Halvårsrapporten kan desuden indeholde et halvårsregnskab for modervirksomheden, der i så fald skal aflægges efter § 4 eller § 5.

Udarbejdelse af halvårskoncernregnskab
§ 3

Ved udarbejdelsen af halvårskoncernregnskabet, jf. § 2, stk. 1, nr. 1, skal virksomheden anvende den internationale regnskabsstandard for delårsregnskaber, som er vedtaget efter proceduren i artikel 6 i forordning (EF) nr. 1606/2002.

Udarbejdelse af halvårsregnskab for modervirksomheder
§ 4

Vælger en virksomhed at udarbejde et halvårsregnskab for modervirksomheden, jf. § 2, stk. 2, skal halvårsregnskabet;

  • 1) udarbejdes efter den internationale regnskabsstandard for delårsregnskaber, som er vedtaget efter proceduren i artikel 6 i forordning (EF) nr. 1606/2002, eller

  • 2) som minimum indeholde en balance i sammendrag og en resultatopgørelse i sammendrag, jf. § 5.

§ 5

Balancen i sammendrag og resultatopgørelsen i sammendrag, jf. § 4, nr. 2, skal vise hver af de hovedposter og mellemresultater, der er indeholdt i virksomhedens årsregnskab. Der skal medtages yderligere poster, hvis halvårsregnskabet som følge af deres udeladelse ville give et misvisende billede af virksomhedens aktiver, passiver, finansielle stilling og resultat.

Stk. 2 Ved udarbejdelsen af halvårsregnskabet efter stk. 1, skal virksomheden anvende den samme regnskabspraksis for indregning og måling som i årsregnskabet.

Stk. 3 Hvis virksomheden i halvårsregnskabet ændrer regnskabspraksis i forhold til det sidst offentliggjorte årsregnskab, finder bestemmelserne om ændring af regnskabspraksis i årsregnskabslovens § 51 tilsvarende anvendelse på halvårsregnskabet.

Stk. 4 Ved hver post i balancen anføres beløb pr. udgangen af de første seks måneder af det igangværende regnskabsår samt de tilsvarende beløb pr. udgangen af det foregående regnskabsår.

Stk. 5 Ved hver post i resultatopgørelsen anføres beløb for de første seks måneder af det igangværende regnskabsår. Endvidere anføres de tilsvarende beløb for samme periode for det foregående regnskabsår.