Dødsboskatteloven Kapitel 12

Denne konsoliderede version af dødsboskatteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskatning ved dødsfald

Lov nr. 1221 af 27. december 1996,
jf. lovbekendtgørelse nr. 426 af 28. marts 2019,
som ændret ved lov nr. 688 af 08. juni 2017, lov nr. 92 af 31. januar 2020, lov nr. 572 af 05. maj 2020, lov nr. 1836 af 08. december 2020, lov nr. 2226 af 29. december 2020, lov nr. 1178 af 08. juni 2021, lov nr. 1239 af 11. juni 2021, lov nr. 2614 af 28. december 2021, lov nr. 903 af 21. juni 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 1564 af 12. december 2023 og lov nr. 1795 af 28. december 2023

Kapitel 12 Skifte af uskiftet bo i den længstlevende ægtefælles levende live
§ 71

Reglerne i dette kapitel finder anvendelse i forbindelse med skifte af uskiftet bo i den længstlevende ægtefælles levende live.

Stk. 2 Ved anvendelsen af de øvrige bestemmelser i denne lov på boer omfattet af dette kapitel træder datoen for skifterettens modtagelse af skiftebegæringen i stedet for dødsdagen.

Stk. 3 Hvis den længstlevende ægtefælle skifter med alle arvinger og legatarer efter førstafdøde (fuldstændigt skifte), finder §§ 3-6 og §§ 19-52 anvendelse, jf. dog §§ 72-75.

Stk. 4 Hvis den længstlevende ægtefælle skifter med en eller flere arvinger eller legatarer efter førstafdøde, og boet derefter på ny overtages til uskiftet bo, eller hvis skiftet afsluttes ved, at den længstlevende ægtefælle overtager hele boet i medfør af arvelovens § 11, stk. 1 og 2, jf. dog stk. 4, finder §§ 59-66 anvendelse, jf. dog stk. 5.

Stk. 5 Hvis der før den første overtagelse til uskiftet bo er skiftet med en eller flere livsarvinger efter førstafdøde, finder §§ 41-51 anvendelse for så vidt angår den længstlevende ægtefælle, mens §§ 34-40 finder anvendelse for modtagere af udlodning.

Fuldstændigt skifte
§ 72

Som det uskiftede bos indkomst anses uanset § 4, stk. 1, alene gevinst og tab ved udlodning til andre arvinger og legatarer efter førstafdøde end den længstlevende ægtefælle.

Stk. 2 Det uskiftede bo er fritaget for beskatning, hvis det opfylder betingelserne herfor, jf. § 6. Hvis et særbo efter førstafdøde er skiftet i umiddelbar forbindelse med dødsfaldet, anvendes beløbsgrænserne i § 6, stk. 1, dog på summen af det uskiftede bo og afdødes særbo. Der regnes med aktivernes og nettoformuernes værdi på skæringsdagen i boopgørelserne, idet § 6, stk. 2, dog finder anvendelse. 2. og 3. pkt. gælder dog ikke i det omfang, den længstlevende ægtefælles arv af førstafdødes særbo er indgået i det uskiftede bo.

Stk. 3 Et uskiftet bo, der ikke er fritaget for beskatning efter § 6, beskattes uanset § 19, stk. 2, alene af indkomst som nævnt i stk. 1 i boperioden. Indkomsten opgøres under ét for hele boperioden.

Stk. 4 I dødsboskatten gives et bofradrag med et grundbeløb på 62.300 kr. (2010- niveau). Der gives ikke fradrag som nævnt i § 30, stk. 2 og 3.

Stk. 5 Grundbeløbet i stk. 4 reguleres efter personskattelovens § 20.

§ 73

Den længstlevende ægtefælle beskattes i boperioden af indtægter og udgifter vedrørende den formue, der er inddraget under skiftet. Den længstlevende ægtefælle beskattes dog ikke af gevinst og tab ved udlodning til andre arvinger og legatarer efter førstafdøde.

§ 74

Anvendte den længstlevende ægtefælle ved udløbet af indkomståret forud for imødekommelsesåret virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen på en virksomhed, der indgår i boet, gælder reglerne i virksomhedsskattelovens afsnit I henholdsvis afsnit II med de ændringer, der følger af stk. 2 og 3.

Stk. 2 Udloddes en erhvervsvirksomhed som nævnt i stk. 1 til andre arvinger eller legatarer efter afdøde, medregnes indestående på konto for opsparet overskud ved udløbet af indkomståret forud for det år, hvori skifteretten har modtaget skiftebegæringen, med tillæg af hertil svarende virksomhedsskat og med fradrag af et grundbeløb på 152.200 kr. (2010-niveau) til den længstlevende ægtefælles personlige indkomst for imødekommelsesåret. § 10, stk. 1, 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse. Omfatter udlodningen en del af en erhvervsvirksomhed eller én af flere virksomheder, jf. virksomhedsskattelovens § 2, stk. 3, finder 1. og 2. pkt. og § 10, stk. 3, 2.-4. pkt., tilsvarende anvendelse. § 10, stk. 4, 1. pkt., henholdsvis § 24, stk. 4, 1. pkt., og § 46, stk. 1, 2.-4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Udloddes en erhvervsvirksomhed som nævnt i stk. 1 til andre arvinger eller legatarer efter førstafdøde, medregnes indestående på konjunkturudligningskonto ved udløbet af indkomståret forud for det år, hvori skifteretten har modtaget skiftebegæringen, med tillæg af hertil svarende konjunkturudligningsskat og med fradrag af et grundbeløb på 152.200 kr. (2010-niveau) til den længstlevende ægtefælles personlige indkomst for det år, hvori skifteretten har modtaget skiftebegæringen. Omfatter udlodningen en del af en erhvervsvirksomhed eller én af flere virksomheder, finder 1. pkt. og § 11, stk. 3, 2.-4. pkt., tilsvarende anvendelse. § 11, stk. 4, 1. pkt., henholdsvis § 25, stk. 4, 1. pkt., og § 46, stk. 2, 2. og 3. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 I de i stk. 2 og 3 nævnte tilfælde fradrages i den længstlevende ægtefælles slutskat m.v. vedrørende det indkomstår, hvori skifteretten har modtaget skiftebegæringen, den til det beskattede overskud svarende virksomhedsskat henholdsvis den til den beskattede henlæggelse svarende konjunkturudligningsskat. Virksomhedsskattelovens § 10, stk. 3, 3. pkt., henholdsvis § 22 b, stk. 5, 2. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5 Grundbeløbet i stk. 2 og 3 reguleres efter personskattelovens § 20.

§ 75

Underskud i bobeskatningsindkomsten kan ikke fradrages i den længstlevende ægtefælles skattepligtige indkomst. Hvis bobeskatningsindkomsten udviser et underskud, finder § 31 tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 Underskud i den længstlevende ægtefælles skattepligtige indkomst i dødsåret og de efterfølgende indkomstår kan ikke fradrages i bobeskatningsindkomsten.