Dødsboskatteloven § 13

Denne konsoliderede version af dødsboskatteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskatning ved dødsfald

Lov nr. 1221 af 27. december 1996,
jf. lovbekendtgørelse nr. 426 af 28. marts 2019,
som ændret ved lov nr. 688 af 08. juni 2017, lov nr. 92 af 31. januar 2020, lov nr. 572 af 05. maj 2020, lov nr. 1836 af 08. december 2020, lov nr. 2226 af 29. december 2020, lov nr. 1178 af 08. juni 2021, lov nr. 1239 af 11. juni 2021, lov nr. 2614 af 28. december 2021, lov nr. 903 af 21. juni 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 1564 af 12. december 2023 og lov nr. 1795 af 28. december 2023

Afsluttende skatteansættelse
§ 13

Afsluttende skatteansættelse af indkomsten i mellemperioden kan kræves af told- og skatteforvaltningen og af dødsboet. Var afdøde gift ved dødsfaldet, og skiftes afdødes andel af fællesboet og afdødes særbo hver for sig, kan hvert af boerne kræve afsluttende skatteansættelse efter 1. pkt. Et krav efter 2. pkt. har virkning for begge boer.

Stk. 2 Dødsboets krav om afsluttende skatteansættelse skal fremsættes senest 6 måneder efter dødsfaldet. Hvis boets behandlingsmåde først afgøres senere end 4 måneder efter dødsfaldet, skal kravet dog først fremsættes senest 2 måneder efter, at afgørelsen er truffet. Kravet skal ledsages af oplysninger efter skattekontrollovens § 2 vedrørende indkomsten for mellemperioden.

Stk. 3 Told- og skatteforvaltningens krav om afsluttende skatteansættelse skal fremsættes senest 3 måneder efter modtagelsen af en opgørelse over afdødes aktiver og passiver på dødsdagen, medmindre der foreligger et forhold som nævnt i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Har told- og skatteforvaltningen anmodet om oplysninger efter skattekontrollovens § 63, og efterkommes anmodningen ikke inden for den frist, der er fastsat i anmodningen, forlænges fristen med 2 måneder regnet fra den dag, hvor forvaltningen modtager oplysningerne. Fremsætter forvaltningen krav om afsluttende ansættelse, skal boet senest 3 måneder herefter afgive oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 vedrørende indkomsten for mellemperioden.

Stk. 4 Der kan ikke kræves afsluttende skatteansættelse vedrørende indkomst, som afdøde tidligere har valgt beskattet efter kildeskattelovens §§ 48 E og 48 F. Skat vedrørende sådan indkomst bliver endelig ved den skattepligtiges død.

Stk. 5 Der skal foretages afsluttende skatteansættelse for mellemperioden, hvis

  • 1) afdøde ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret anvendte virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit I, og indestående på konto for opsparet overskud ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den hertil svarende virksomhedsskat overstiger det i § 10, stk. 1, nævnte grundbeløb,

  • 2) afdøde ved udgangen af indkomståret forud for dødsfaldet anvendte kapitalafkastordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit II, og indestående på konjunkturudligningskonto ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den hertil svarende konjunkturudligningsskat overstiger det i § 11, stk. 1, nævnte grundbeløb,

  • 3) en længstlevende ægtefælle i mellemperioden har drevet eller i væsentligt omfang deltaget i driften af en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdøde, og boet efter § 44, stk. 1, kræver et beløb beskattet hos den længstlevende ægtefælle,

  • 4) afdøde i mellemperioden har drevet eller i væsentligt omfang deltaget i driften af en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdødes længstlevende ægtefælle, og ægtefællen efter § 9, stk. 1, nr. 7, kræver et beløb beskattet hos afdøde eller

  • 5) afdøde har foretaget indskud på etableringskonto eller iværksætterkonto, der ikke overtages af en længstlevende ægtefælle efter § 43, stk. 3.

Stk. 6 Anvendte en længstlevende ægtefælle ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret virksomhedsordningen eller kapitalafkastordningen på en erhvervsvirksomhed, der indgår i dødsboet, medregnes ægtefællens indestående på konto for opsparet overskud eller indestående på konjunkturudligningskontoen ved udgangen af indkomståret forud for dødsåret med tillæg af den dertil svarende virksomhedsskat eller den dertil svarende konjunkturudligningsskat ved afgørelsen af, om der skal foretages afsluttende skatteansættelse efter stk. 5, nr. 1 eller 2.

Stk. 7 Når afsluttende skatteansættelse skal ske efter stk. 5, skal der afgives oplysninger til told- og skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 for mellemperioden, senest samtidig med at boopgørelsen indsendes. I tilfælde, hvor der efter reglerne i lov om skifte af dødsboer ikke skal indgives en boopgørelse, gælder dog fristerne i stk. 2.

Stk. 8 Skattekontrollovens § 14, stk. 1, og §§ 72-74, jf. skattekontrollovens § 2, finder tilsvarende anvendelse på oplysningsfristerne efter stk. 2, 3 og 7.