Dødsboskatteloven § 46

Denne konsoliderede version af dødsboskatteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskatning ved dødsfald

Lov nr. 1221 af 27. december 1996,
jf. lovbekendtgørelse nr. 426 af 28. marts 2019,
som ændret ved lov nr. 688 af 08. juni 2017, lov nr. 92 af 31. januar 2020, lov nr. 572 af 05. maj 2020, lov nr. 1836 af 08. december 2020, lov nr. 2226 af 29. december 2020, lov nr. 1178 af 08. juni 2021, lov nr. 1239 af 11. juni 2021, lov nr. 2614 af 28. december 2021, lov nr. 903 af 21. juni 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 1564 af 12. december 2023 og lov nr. 1795 af 28. december 2023

§ 46

Anvendte den længstlevende ægtefælle ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret virksomhedsordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit I, på såvel indkomst fra en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdøde, som indkomst fra en erhvervsvirksomhed, der tilhører den længstlevende ægtefælle, gælder 2.-4. pkt. Kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret nedsættes med en forholdsmæssig del beregnet efter reglerne i § 10, stk. 3, 3. pkt. Indestående på konto for opsparet overskud og indskudskonto ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret nedsættes med en forholdsmæssig del beregnet efter forholdet mellem den del af kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret, der kan henføres til den overførte virksomhed, og hele kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret. § 10, stk. 3, 3.-5. pkt., finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 2 Anvendte den længstlevende ægtefælle ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret kapitalafkastordningen, jf. virksomhedsskattelovens afsnit II, på såvel indkomst fra en erhvervsvirksomhed, der tilhørte afdøde, som indkomst fra en erhvervsvirksomhed, der tilhører den længstlevende ægtefælle, gælder 2. og 3. pkt. Indestående på konjunkturudligningskonto ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret deles under hensyn til den del af kapitalafkastgrundlaget ved udløbet af indkomståret forud for dødsåret, der kan henføres til henholdsvis den af afdøde ejede virksomhed og den resterende virksomhed. § 11, stk. 3, 3. og 4. pkt., finder tilsvarende anvendelse.