Dødsboskatteloven § 5

Denne konsoliderede version af dødsboskatteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskatning ved dødsfald

Lov nr. 1221 af 27. december 1996,
jf. lovbekendtgørelse nr. 426 af 28. marts 2019,
som ændret ved lov nr. 688 af 08. juni 2017, lov nr. 92 af 31. januar 2020, lov nr. 572 af 05. maj 2020, lov nr. 1836 af 08. december 2020, lov nr. 2226 af 29. december 2020, lov nr. 1178 af 08. juni 2021, lov nr. 1239 af 11. juni 2021, lov nr. 2614 af 28. december 2021, lov nr. 903 af 21. juni 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 1564 af 12. december 2023 og lov nr. 1795 af 28. december 2023

Indkomstskattepligtens varighed
§ 5

Dødsboets indkomstskattepligt omfatter boperioden, jf. dog stk. 2-5.

Stk. 2 Ved acontoudlodning ophører dødsboets indkomstskattepligt vedrørende det udloddede på udlodningsdagen, hvis boet giver told- og skatteforvaltningen skriftlig underretning om acontoudlodningen. Underretningen skal indgives senest 4 uger efter udlodningsdagen, idet fristen for at indgive underretning dog tidligst udløber 4 måneder efter datoen for boets udlevering fra skifteretten. Underretningen skal indeholde følgende oplysninger:

  • 1) Udlodningsdagen.

  • 2) Hvad acontoudlodningen omfatter.

  • 3) Hvem der har modtaget acontoudlodning.

  • 4) Værdien af det udloddede på udlodningsdagen.

Stk. 3 Skatteministeren kan fastsætte regler, der fritager visse typer aktiver fra indberetningspligten efter stk. 2. Boets indkomstskattepligt vedrørende sådanne aktiver ophører på udlodningsdagen. Bekendtgørelse om fritagelse for indberetning af acontoudlodninger fra dødsboer m.v.

Stk. 4 Hvis skifteretten i medfør af § 31, stk. 2, eller § 66, stk. 3, i lov om skifte af dødsboer har tilladt, at opgørelse vedrørende nærmere afgrænsede dele af boet foretages efter boets afslutning, vedvarer boets indkomstskattepligt for så vidt angår indtægter og udgifter, der kan henføres til de omhandlede dele af boet, til og med skæringsdagen i tillægsopgørelsen.

Stk. 5 Vælges dødsdagen som skiftemæssig skæringsdag, omfatter dødsboets skattepligt gevinst og tab ved salg og andre afståelser samt ved udlodning uden succession med virkning fra dødsdagen.