Dødsboskatteloven § 81

Denne konsoliderede version af dødsboskatteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om beskatning ved dødsfald

Lov nr. 1221 af 27. december 1996,
jf. lovbekendtgørelse nr. 426 af 28. marts 2019,
som ændret ved lov nr. 688 af 08. juni 2017, lov nr. 92 af 31. januar 2020, lov nr. 572 af 05. maj 2020, lov nr. 1836 af 08. december 2020, lov nr. 2226 af 29. december 2020, lov nr. 1178 af 08. juni 2021, lov nr. 1239 af 11. juni 2021, lov nr. 2614 af 28. december 2021, lov nr. 903 af 21. juni 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023, lov nr. 1564 af 12. december 2023 og lov nr. 1795 af 28. december 2023

§ 81

Ved genoptagelse af et bo gælder reglerne i afsnit II eller III, jf. dog stk. 2-4 og §§ 82 og 83. Ved anvendelsen af beløbsgrænser efter denne lov, der reguleres efter personskattelovens § 20, anvendes de regulerede beløb, der var eller ville have været gældende for det genoptagne bo.

Stk. 2 Indkomstskattepligten for et genoptagelsesbo, der er omfattet af § 3 omfatter indtægter og udgifter af den formue, der omfattes af genoptagelsesboet, i perioden fra dødsfaldet til skæringsdagen i boopgørelsen i genoptagelsesboet, idet § 5, stk. 2-5, dog finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 3 Et genoptagelsesbo, der er omfattet af § 3, er fritaget for beskatning, hvis det opfylder betingelserne herfor, jf. § 6. Beløbsgrænserne i § 6, stk. 1, anvendes dog på summen af genoptagelsesboet og det genoptagne bo. Der regnes med aktivernes og nettoformuernes værdi på skæringsdagen i boopgørelserne, idet § 6, stk. 2, dog finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 4 Hvis det genoptagne bo var fritaget for beskatning efter § 6, påvirkes skattefritagelsen af dette bo ikke af, at genoptagelsesboet er skattepligtigt efter stk. 3.