Dødsboskifteloven Kapitel 11

Denne konsoliderede version af dødsboskifteloven er opdateret til i dag, idet vi har implementeret eventuelle senere ændringslove i det omfang, de er trådt i kraft - se mere her.

Lov om skifte af dødsboer

Lov nr. 383 af 22. maj 1996,
jf. lovbekendtgørelse nr. 1807 af 03. september 2021,
som ændret ved lov nr. 697 af 24. maj 2022, lov nr. 679 af 03. juni 2023 og lov nr. 1553 af 12. december 2023

Kapitel 11 1 Skifteværger
§ 15

Skifteretten beskikker en skifteværge for en arving, såfremt

  • 1) det ikke vides, om arvingen er i live,

  • 2) arvingens opholdssted er ukendt,

  • 3) arvingen er et ufødt barn,

  • 4) arvingen på grund af legemlig sygdom eller psykisk svækkelse er ude af stand til at varetage sine interesser under boets behandling,

  • 5) arvingen på grund af uerfarenhed, svækket helbred eller anden lignende tilstand eller fravær har behov for bistand under boets behandling og selv ønsker en skifteværge,

  • 6) arvingens værge har interesser under boets behandling, der kan komme i strid med arvingens,

  • 7) arvingens værge midlertidigt er forhindret i at varetage arvingens interesser under boets behandling,

  • 8) arvingen midlertidigt er uden fast værge eller

  • 9) arvingen er en fond, en forening eller et selskab m.v. under stiftelse.

Stk. 2 Skifteretten kan beskikke en skifteværge for en arving, såfremt denne har forholdt sig passiv over for henvendelser om boets behandling.

Stk. 3 Forinden skifteværge beskikkes, skal der så vidt muligt indhentes en udtalelse fra arvingen, fra den institution, arvingen eventuelt har bopæl på, eller om nødvendigt indhentes en lægeerklæring.

Stk. 4 Beskikkelse af skifteværge sker ved den skifteret, hvorunder boet henhører.

Stk. 5 Skifteretten sørger for, at der så vidt muligt gives arvingen underretning om beskikkelsen.

Stk. 6 Skifteretten kan undlade at beskikke skifteværge for en arving, der ikke har udsigt til at modtage arv.

§ 16

Skifteværgen varetager, i det omfang arvingen eller dennes værge selv er forhindret deri, arvingens interesser under boets behandling.

Stk. 2 I de i § 15, stk. 1, nr. 1 og 2, nævnte tilfælde skal skifteværgen i privatskiftede boer lade arvingen eftersøge, således at det så vidt muligt inden boets afslutning kan fastslås, om arvingen er i live, eller hvor arvingen opholder sig. Skifteretten kan yde bistand dermed.

Stk. 3 Skifteværgen kan få nødvendige udlæg dækket og, i den udstrækning det er rimeligt, et vederlag for sit arbejde. Beløbene, der fastsættes af skifteretten, betales af den arving, der er under skifteværgemål, eller, hvis denne ikke har midler, af statskassen.

Stk. 4 Reglerne i værgemålslovens §§ 12, 24, 26, 27 og 31 finder tilsvarende anvendelse. Bestemmelserne i §§ 28, 29 og 30 finder anvendelse med de ændringer, der følger af forholdets natur.

Stk. 5 Justitsministeren fastsætter regler om udlæg og vederlag som nævnt i stk. 3. Bekendtgørelse om vederlag og udlæg til skifteværger

§ 17

Skifteretten kan beskikke en skifteværge for en legatar, såfremt forholdene gør dette påkrævet.